
Brøndby-keeper klar til 08
17.01.2008 11:29
Stephan Andersen beviste i efteråret, at han hører til blandt landets bedste keepere. I en svær periode blev Brøndby-målmanden udtaget til landsholdet, han er med på ligalandsholdet og glæder sig meget til det nye fodboldår. Andersen er tilbage og klar efter en fire uger lang ferie.
- Den var for kort. Jeg har jo været vant til otte ugers sommerferie i England, hvor vi så til gengæld spillede kampe i i juledagene... ej, det har været fint nok med ferie. Jeg har haft en god tur med kæresten til Gran Canaria, hvor den har stået på afslapning, griner Stephan Andersen med sin vanlige sarkastiske humor.
Ville gerne være fortsat
- Nu sluttede vi jo efteråret godt af, og tabte kun én kamp i de sidste 10 vi spillede. Hvis du spørger mig, synes jeg det var ærgerligt ferien kom, for jeg ville gerne være fortsat med stimen. Havde vi så kunnet spille 10 eller 20 kampe mere hvor det gik godt, havde jeg nu foretrukket det, men... det er jo heller ikke mig der har løbet alle de kilometer, som mine holdkammerater gjorde i efteråret, griner han og tilføjer:
- Det var nok meget godt vi sluttede med en god kamp og et point i Parken mod FCK, erkender Brøndby-målmanden, der bl.a. har brugt lidt af ferien på selvtræning med Tørnes og Lars Høgh. Ifølge ham selv for at blive bedre end alle andre.
- Efteråret kostede en del kræfter, især mentalt, så det har været godt for alle mand at kunne koble af og få en lang ferie. Nu er vi alle klar til den sure vintertræning, og jeg synes humøret har været højt her de første dage, mener Andersen.
Andersen i aktion på træningsbanen på årets første træningsdag.
Alt i alt et godt år
Resultaterne var for svingende, men når Stephan Andersen ser tilbage på 2007, er det første ord der kommer ud af munden "positivt", når han bliver spurgt til det forgangne år.
- Det er mest ud fra et personligt synspunkt, for overordnet set var det ikke godt nok det vi præsterede som hold .
- Når jeg siger positivt er det fordi det blev et fint år for mig. Jeg fik vendt noget negativt til noget positivt. Jeg kom hjem fra England og har fået al den spilletid jeg regnede med. Jeg faldt godt til på og uden for banen og så fik jeg i efteråret vist, at det man så i foråret ikke var mit sædvanlige niveau. I takt med kampene der blev spillet, rejste jeg mig.
- Der var en del kritik af mig efter det første halvår, men jeg synes jeg fik overbevist kritikerne med mine præstationer i efteråret. Jeg viste folk, og klubben, at jeg var et godt køb og det er jeg tilfreds med.
En god fornemmelse
Nu venter så et nyt år og keeperen glæder sig til udfordringerne.
- Jeg glæder mig til at komme i gang. Nu skal jeg snart med ligalandsholdet, og det bliver fedt at komme ned i varmen, og så måske få noget spilletid. Herefter er det tilbage til Brøndby, vores træningslejr i La Manga og så er vi pludselig nået til marts og de første gældende kampe.
- Det går hurtigt og jeg kan ikke vente med at komme i gang med kampene igen. Jeg tror vi får et styrket Brøndby-hold at se og jeg har en god fornemmelse. Det kan jeg vist godt sige, afrunder den store keeper med et smil.
Andersen glæder sig til 2008. Forude venter nogle travle måneder med ligalandshold, træningskampe, La Manga og så pokalkamp og turneringsstart i marts måned.