
5-1 sejr over Bunkeflo
30.01.2008 16:13
Brøndby fik årets første sejr, da svenske Bunkeflo her til eftermiddag blev besejret 5-1 i Brøndby. Køhlert måtte undvære 15 A-trup spillere, og der var derfor igen spilletid til flere af de unge folk.
De gjorde det godt og alle Brøndby-scoringer blev sat ind af talenter. Mike Jensen markerede sig igen med godt spil og en scoring, mens Morten Cramer i den anden ende viste sit værd med et par gode fodparader. Max von Schlebrügge spillede en god kamp på venstrebacken og lukkede fuldstændig af i defensiven, samtidig med at han flere gange gik godt med i spillet.
Kontrol
Nicolaj Agger, der fik en time på banen, viste gode momenter i front og var en aktiv spilstation for midtbanespillerne. Bag ham lå Ericsson i en hængende rolle og den vævre svensker sørgede for at fordele spillet sammen med Martin Retov og Kim Daugaard.
Efter 20 minutters spil, brændte Bunkeflo en friløber, hvor Mark Howard pressede angriberen godt. Anderledes skarp var Nicolaj Agger i den modsatte ende på det efterfølgende angreb. Cramer sparkede langt og Spelmann headede Agger alene med målmanden. Angrebstalentet trak højre om keeperen for derefter at score sikkert med højrebenet.
Trods flere gode muligheder, og et par flotte angreb, blev der ikke scoret yderligere i 1. halvleg på en bane, der var tung og en anelse mudret efter de seneste dages regnvejr.
Nicolaj Agger bragte Brøndby på 1-0 og havde senere en god mulighed i en fri position, men den flade afslutning gik lige forbi mål.
Hurtige scoringer
I 2. halvleg fortsatte tendensen med Brøndby i en dominerende rolle, samtidig med at et kraftigt regnvejr gjorde forholdene vanskeligere for spillerne. Daniel Wass bragte Brøndby på 2-0 efter ti minutters spil i 2. halvleg, da han fulgte op på et Mike Jensen-skud, som keeperen fik halvklaret.
Efter nogle lige-ved-og-næsten situationer foran Bunkeflos mål, var det i stedet det gæstende hold fra Superettan, der fik reduceret mod slutningen af kampen. Et lumsk skud snød velspillende Morten Cramer og afslutningen sneg sig lige akkurat ind ved målstolpen.
Det blev samtidig startskuddet på nogle målrige minutter. To minutter senere satte Mark Leth Pedersen en inderside på Spelmanns indlæg til 3-1, og et par minutter efter kronede Mike Jensen en god kamp med 4-1 målet, på en friløber han selv skabte. Kort efter cementerede Jesper Christjansen sejren ved let at score til 5-1, kampens slutresultat.
Efter 2-2 mod Lyngby i lørdags og 5-1 over Bunkeflo i dag, kan Køhlert glæde sig over, at de tilbageværende spillere har fået en masse spilletid. Næste opgave står på søndag i Sverige, hvor turen går til GAIS.
Max von Schlebrügge var ovre sine maveproblemer og spillede en rigtig god kamp som venstreback. I den modsatte ende måtte svenskeren se et chip over målmanden blive reddet lige før stregen og en hovedstødsafslutning efter et hjørnespark gik over mål.
Kampfakta Brøndby-Bunkeflo 5-1 (1-0)
- 1-0 Nicolaj Agger (21.)
- 2-0 Daniel Wass (55.)
- 2-1 ? (75.)
- 3-1 Mark Leth Pedersen (78.)
- 4-1 Mike Jensen (80.)
- 5-1 J. Christjansen (82.)
Startopstillingen
M. Cramer
M. Rasmussen - M. Howard - P. Nielsen - M. v. Schlebrügge
K. Daugaard - M. Retov
M. Spelmann - M. Ericsson - M. Jensen
N. Agger
Indskiftninger
- D. Wass/M. Rasmussen (46.)
- D. Stenderup/M. Howard (46.)
- J. Christjansen/ M. Ericsson (60.)
- M. Leth Pedersen/ N. Agger (60.)
- P. Kanstrup/ K. Daugaard (64.)