
Williams håber på startplads
25.02.2008 11:21
Der er lagt op til ændringer i alle tre kæder til aftenens kamp. En af dem, der sandsynligvis kan se frem til spilletid fra start er David Williams, der allerede onsdag flyver til USAs vestkyst for at spille landskamp.
Williams har, lige som holdkammeraterne, virkelig knoklet på under træningslejren, og ser frem til et forår, han er overbevist om vil byde på fremgang for ham selv og for holdet.
Landsholdet
Bruttotruppen til det australske U23-landshold er allerede samlet, men Williams har fået lov til, at støde direkte til holdet i USA, da han er selvskreven til kampen.
- Der er udtaget en brutto-trup, som vil blive skåret ned med 4 mand, før de tager til USA. Den del af lejren har jeg fået lov til, at undlade at deltage i, og jeg tager direkte til San Francisco onsdag morgen. Vi skal spille mod Mexico, og jeg både håber og tror jeg skal spille fra start, fortæller David Williams.
- Det er den eneste opgave jeg vil være væk på frem til sommer. Der er andre træningslejre med holdet, men jeg bliver i Brøndby for at gøre mit bedste for holdet, og så håber jeg naturlivis på en udtagelse til OL, smiler den unge angriber.
- Det vil være stort at komme med, men så skal jeg også gøre det godt for Brøndby, og det er min første prioritet, fortæller han.
Forventninger
David Williams fik ikke så meget ud af efteråret, som han havde håbet, men det ser meget bedre ud nu, mener han. For ham selv og for holdet.
- Mine forventninger til foråret er meget simple. Jeg er sikker på, vi kommer til at stå bedre sammen som hold, og at vi kommer til at gøre det bedre end i efteråret. Jeg tror vi ender i toppen, helst top 4. Det kræver virkelig meget af os alle, men jeg synes det virker som om vi er klar.
- For mit eget vedkommende vil jeg være mere konstant i mit spil. Jeg skal arbejde mere målrettet, og holde niveauet hele tiden. Jeg vil gerne spille fra start hver gang, men vi er mange dygtige angribere i truppen, så det er ikke så simpelt. Lige nu er vi kun 3, men jeg håber på at de andre bliver klar igen. Jo mere konkurrence, jo bedre for holdet og os spillere, lyder det.
Er systemskiftet en fordel for dig?
- Det kan det godt blive. Jeg synes selv, jeg kan spille mange pladser i offensiven, men da jeg var yngre spillede vi altid 4-4-2. Det er et system jeg kan lide, og jeg føler mig godt tilpas helt på toppen med en anden angriber ved siden af.
Aftenens kamp
Det ser ud som om du spiller fra start i aften. Hvad forventer du?
- Jeg håber da at spille fra start, men det bestemmer træneren. Jeg kender ikke så meget til russerne, vi skal møde, men uanset hvem vi stiller med, har vi et godt niveau i alle kæder. Vi har en meget bred trup, og kan vi hæve top-niveauet, som vi arbejder på, vil vi også kunne vinde over de fleste.
- Jeg håber da på at score i aften, men det er en svær bane især på midten. Forhåbentlig er den lige så svær for forsvarerne, og så skal jeg nok være der, smiler den unge australier.
Der er stort set fuldt hus til morgenens træning. Kampen i aften spilles kl. 19:00, og du kan - om netforbindelsen vil - følge kampen på brondby.com.
Det ser ud som om Duncan starter på bænken i aften, og overlader pladsen til Katongo eller Williams. Også på midten og i forsvaret, er der lagt op til et par ændringer, hvor Stefan Gislason og Per Nielsen bl.a. spares.