
Rasmussen: Godt set af Tom
12.02.2008 11:02
Da han blev skiftet ind fra starten af anden halvleg i kampen mod Slovenien, blev Thomas Rasmussen Brøndby-spiller nummer 60 på det danske A-landshold. Det var ikke præcis hvad venstre-backen med fortid som kantspiller havde forestillet sig, da han for 2 år siden meldte fra til ligalandsholdet.
- Nej, det må jeg sige. Dengang var jeg egentlig overbevist om, at jeg havde fravalgt en landsholdsfremtid, så det var en virkelig glædelig overraskelse, da jeg først blev udtaget til ligalandsholdet, siden røg i A-truppen og så fik en halvleg, smiler Thomas Rasmussen.
Godt set af træneren
- Dengang valgte jeg som jeg gjorde, fordi jeg ville fokusere 100% på Brøndby. Det var det rigtige valg på tidspunktet, og jeg tror også at det har været med til, at give mig ro til at udvikle mig på pladsen.
- I det hele taget er jeg rigtig glad for pladsen og den udvikling jeg har gennemgået, og jeg skylder Tom en hel del på den konto. Han har hele tiden troet på mine evner som offensiv back, og det må man jo sige var godt set. Ellers er jeg i hvert fald ikke sikker på, at jeg havde været på væggen i dag, fortæller han.
I det hele taget er det en afslappet og smilende Thomas Rasmussen, der har taget plads i en stol i kommunikationsafdelingen, hvor dagens aviser hurtigt pløjes igennem.
- Jamen jeg ser frem til foråret, og jeg tror vi kommer til at se godt ud. Der er lagt op til, at backsne skal endnu mere med frem, og det kan jeg godt bruge til noget, smiler han.
- Som det har set ud i opstarten har vi hele tiden en mand mere i boksen, og det giver jo nogle flere muligheder for indlæg. Omvendt kræver det også, at alle tager del i det defensive arbejde, og der er flere ting der skal justeres før det bliver helt godt. Men det er jo det vi arbejder på, og jeg er i hvert fald optimist omkring foråret, runder Rasmussen af.
Næste udfordring er Elfsborg, der på lørdag kl. 15 byder velkommen til træningskamp.
Thomas Rasmussen befinder sig godt i rollen som offensiv venstre back, og ser frem mod forårets opgaver. Han giver Tom Køhlert en del af kreditten for landsholdsudtagelsen, som ikke var en del af forventningerne, da han for to år siden selv meldte fra til en ligalandsholdstur.