Max: Dejlig tur

29.02.2008 14:41

- Det går godt. Det er gået som det skal, og jeg vil sige at jeg er så tæt på 100% klar som man kan være, fortæller Max von Schlebrügge efter dagens træning.

- Havde vi spillet søndag, havde jeg også været med, smiler han.

Holdspilleren

Max von Schlebrügge har ikke deltaget i kampene på træningsturen grundet en forstrækning i det ene baglår, men han har været med til stort set alt, og har trænet med resten af holdet de sidste dage.

- Det har været en god tur med gode faciliteter og gode baner. Bortset lige fra den, der spilles kampe på, men det har jeg jo ikke mærket så meget til, griner han.

Du har fået megen ros af holdkammeraterne for din indstilling til tingene og spillet, er det noget du er bevidst om?

- Det er jo bare som jeg er, lyder det indledningsvis.

- Det er vigtigt med en god stemning, og at man har en sikkerhed for at holdkammeraterne er der for én. Fodbold er en holdsport, og det er vel det, jeg har fokus på.

- Jeg gør det altid så godt jeg kan, og gør alle det, kommer vi langt.

- Når man samler så mange vindertyper på et lille sted, vil der altid blive råbt og gået til den. Sådan skal det være, og vi har virkelig mange gode spillere. I mandags spillede vi med et halvt nyt hold mod Rubin, og når man sad og så kampen udefra, kunne man kun blive imponeret over indsatsen, lyder det.

Giver det dig store forhåbninger til foråret?

- Jeg tror på, at vi kommer i Europa. Opstartsfasen har kun bekræftet mig i mit valg, og jeg trives rigtig ?bra? i klubben. Det er nogle fine gutter, og jeg glæder mig bare til at komme i gang med at spille for alvor.

- Og til at møde fansene. Jeg har hørt så meget godt om dem, så det bliver en oplevelse at spille på Brøndby Stadion som hjemmehold. Det glæder jeg mig til. Og til at vinde en masse fodboldkampe, smiler Max von Schlebrügge.

toby

Der er mange bud om pladserne. Her gør Tobias Mikkelsen hvad han kan for at imponere træneren. Det må have virket, for Mikkelsen, der har gjort en god figur under opholdet, træder ind i startopstilling til finalekampen.

køhlert

Køhlert tænker over mulighederne.

chris

Chris Katongo indtager rollen som angriber ved siden af Morten Duncan. Katongo har, lige som resten af holdet, vist at der er masser at bygge på.