
Finaleklar
25.02.2008 22:22
Efter en tempofyldt og overvejende velspillet fodboldkamp under svære forhold, er Brøndby IF finaleklar i La Manga Cup II.
Det blev til uafgjort 1-1 mod det russiske hold, Rubin Kazan, i en kamp begge hold havde ære af, og hvor sejren reelt kunne have været gået til begge sider. I straffesparkskonkurrencen viste Michael Tørnes dog hvordan sådan en turnering afgøres, da han snuppede 2 af russernes spark fra 11-meter pletten.
Højt tempo fra start
Tom Køhlert havde valgt at skifte en hel del ud i forhold til første kamp, men det var ikke til at se på holdet, der overordnet set hang rigtig godt sammen.
Første halvleg var præget af højt tempo og to hold, der ville frem på banen. For de gulblusedes vedkommende handlede det meget om, at komme over kanterne med de to backs, og det var tydeligt at spil midt på den tilsandede bane ikke var øverst på ønskelisten.
Dermed blev en del af spillet meget direkte, til tider lidt for direkte, mod de to angribere David Williams og Chris Katongo. Selvom de store russiske forsvarsspillere gik godt til den, var det tydeligt, at der kunne opstå huller bag back-linjen, og begge angribere arbejdede godt for føden.
Eneste afslutning inden for rammen i første halvleg stod en igen godt spillende Samuel Holmén for, men en god reaktion af den russiske keeper forhindrede Holméns hårde, flade skud i at gå ind ved stolperoden.
Brøndby havde 3-4 afslutninger ud over Holméns skud, uden at det dog blev rigtig farligt på noget tidspunkt. I den anden ende kom russerne til en del, især på dødbolde, men træfsikkerheden stod ikke mål med indlæggene, og trods flere forsøg og periodevist godt pres, blev Michael Tørnes i Brøndby-målet ikke sat på de store prøver.
Brøndby bedst i 2. halvleg
Fra anden halvlegs start overtog Martin Retov og co. dirigentstokken, og allerede efter et par minutters spil var det netop dagens anfører, der sendte Chris Katongo flot i dybden med en høj aflevering.
Katongo, der generelt spillede en rigtig god kamp med flere aktioner på egen hånd, tog bolden med sig, tog et enkelt træk ind i feltet og hamrede så bolden utageligt ind bag den russiske keeper. Et flot mål, der fik de fleste på stadion til at klappe og nikke anerkendende.
I det hele taget var der mange gode aktioner i anden halvleg, og det var Brøndby-holdet, der stod for de fleste. Rubin Kazan-spillerne var mere sporadiske i deres forsøg, og symptomatisk for deres præstation, faldt målet på en dødbold. I dén fase var de skarpe kampen igennem, men afslutningen fra ca 30 meter burde nu nok have været reddet af Michael Tørnes.
Kampen endte 1-1, og Tørnes tog til gengæld grundigt revanche i den afgørende straffesparks-konkurrence. Her snuppede han to af russernes spark, og da en tredje skød forbi målet, betød det mindre at Mike Jensen og Kim Daugaard havde brændt for Brøndby.
Samlet sejr til de gulblusede, der spiller finale i La Manga Cup II på fredag kl. 19, hvor Kalmar bliver modstander.