Duncan tilbage med mål

07.02.2008 17:46

Brøndby var uden flere landsholdsspillere, mens profiler som Per Nielsen, Martin Ericsson og Kasper Lorentzen alle blev sparet. Alligevel hentede Køhlerts mandskab en 4-0 sejr på hjemmebane i dagens træningskamp mod det ambitiøse 2. divisionsmandskab Fremad Amager.

Morten Duncan Rasmussen, der var kommet sig over sin skade fra ligalandsholdsturen, blev dobbelt målscorer, mens også nyindkøbet Max von Schlebrügge kom på måltavlen. Indskiftede Mark Leth Pedersen slog sejren fast.

Duncan i hopla

Selvom Køhlert ikke rådede over sin fulde trup, kunne han nu alligevel stille med et slagkraftigt Brøndby-mandskab. En af dem der var i aktion, var Morten Duncan Rasmussen, der ikke fik spilletid på ligalandsholdets januar-tur pga. en skade.

I dag var angriberen dog i hopla og tegnede sig således for to mål, og en kraftig involvering i de øvrige Brøndby-mål. Ydermere fik angriberen lov til at bære anførerbindet, da han lod sig gen-indskifte i stedet for Retov mod kampens slutning.

Inden der var spillet syv minutter var Brøndby allerede kommet frem til to store chancer, der tilfaldt Duncan og angrebskollegaen Williams. Duncan var dog på pletten i det 10. minut, hvor han sikkert kunne udnytte Mike Jensens uselviske aflevering i en 2 mod 1-situation.

Fremad Amager var dog fint med i kampen i starten, og havde et par optræk til målchancer, men rigtig farligt blev det ikke.

Kort før pausen var det så velspillende Max von Schlebrügge, der kom på måltavlen for første gang. Efter et godt angreb, og lidt ping-pong i feltet, headede han 2-0 målet i kassen fra tæt hold.

Kim Daugaard, der gjorde det godt på den defensive midtbane, blev noteret for to gode langskud, hvoraf det ene strejfede overliggeren.

Gode præstationer over hele linjen

2. halvleg var ikke mange minutter gammel før Duncan igen viste skarphed. I en fri position trak han skarpt tilbage i feltet, for derefter at sparke bolden ind i det lange hjørne med venstrebenet.

På den vanskelige bane var der i perioder rigtig godt spil, og flotte angrebskombinationer. Der var gode indsatser fra mange Brøndby-spillere, med Pierre Kanstrup, Martin Spelmann (netop hjemvendt fra U-21 landsholdstur) og Mike Jensen som nogle af de fremtrædende. Morten Rasmussen lukkede totalt af i forsvaret, mens Howard kom i vejen for det meste.

På midtbanen sørgede Daugaard og Retov for balancen. Sidstnævnte lod sig skifte ud mod kampens slutning, efter han tidligere i opgøret fik et vrid i knæet efter han gled på den våde bane.

Mod slutningen af opgøret fik Køhlert endnu mere at smile over, da Mark Leth Pedersen let kunne trille 4-0 målet ind, efter en situation hvor Duncan var heldig/uheldig i sin afslutning tæt under mål.

Med 4-0 resultatet er de blå-gule nu oppe på tre sejre i fire træningskampe. Søndag spilles der igen, når Næstved gæster Brøndbys bane 26.

Kampfakta Brøndby-Fremad Amager

  • 1-0 Morten Duncan Rasmussen (10.)
  • 2-0 Max von Schlebrügge (40.)
  • 3-0 Morten Duncan Rasmussen (49.)
  • 4-0 Mark Leth Pedersen (82.)

Tilskuere: Ca. 200

Brøndbys startopstilling

M. Cramer

M. Rasmussen - M. Howard - P. Kanstrup - M. von Schlebrügge

K. Daugaard

M. Spelmann - M. Jensen

M. Retov

D. Williams - M. Duncan Rasmussen

Indskiftninger

D. Stenderup/ M. von Schlebrügge (52.)
J. Christjansen/ M. Spelmann (61.)
N. Agger/ M. Duncan Rasmussen (66.)
M. Leth Pedersen/ D. Williams (75.)