
Bischoff i vandet
28.02.2008 12:38
Mikkel Bischoff fik et rigtig flot come back mod russiske Rubin Kazan, og han er da også godt tilfreds med træningsturen indtil videre. Måske også fordi han har slået Kasper Lorentzen og Jacob Berthelsen eftertrykkeligt i golf, og spillerne har fået lov til, at plaske i vand.
- Det er først og fremmest dejligt at være tilbage efter så lang tid. Jeg har trænet rigtig godt fysisk, og er i god form, og når man så får lov at spille, og det går godt, er indsatsen det hele værd, smiler den nyligt kronragede Mikkel Bischoff bredt.
Aldrig udenfor
- Jeg synes vi fungerer rigtig godt som hold, og der er opbakning hele vejen rundt. Der er i det hele taget et vildt godt sammenhold på banen, fortæller Bischoff.
Om sin egen form fortæller han:
- Sidst tog det lidt tid, at komme tilbage, men nu føler jeg mig faktisk helt klar allerede. Jeg føler mig stærkere og er ikke bagud fysisk, samtidig med at jeg spillemæssigt er tæt på formen. Det hjælper også meget, at jeg har følt mig mentalt tæt på truppen hele tiden, også mens jeg var skadet, lyder det.
- Jeg har det godt med alle drengene på holdet, og har aldrig følt mig udenfor. Vi er meget tættere på hinanden, end jeg f.eks. oplevede i Manchester City, så man mister aldrig troen og modet.
Hvad er dine mål for foråret?
- Det første mål er altid at blive og være fysisk klar og i form. Derefter handler det om spilletid, men jeg er blevet skuffet nogle gange, når jeg er blevet skadet igen, så jeg sætter ikke for høje og langsigtede mål lige nu. Jeg vil træne og bidrage med det jeg kan, og så er jeg glad for al den spilletid jeg kan få.
Det kan godt blive svært?
- Ja, men det er kun sundt for et hold, at der er så stor konkurrence. Og som man kunne se i mandags, kan det lige pludselig gå hurtigt med at få spilletid, og så handler det om at være klar, lyder svaret.
Turen er gået fint for Mikkel Bischoff, der har gjort en god figur både til træning og under kamp.
God tur
Turen har indtil nu været god ifølge den store centerforsvarer:
- De første dage var vejret lidt trist, men nu skinner solen jo, og som dagene er gået og vi er kommet videre i turneringen er humøret bare blevet bedre, og det samme synes jeg egentlig både spil og træning er. Det er en god tur, selvom det er hårdt.
- Det ér en træningslejr, men alligevel er det ikke bare fodbold det hele. I dag var vi f.eks. i svømmehallen og lave lidt øvelser med Johannes Breum, og det var faktisk meget sjovt. Vi har været ude og spise, og har spillet lidt golf, fortæller Bischoff og fortæller videre med et stort smil:
- Jeg var ude med Retov, Berthel (Jacob Berthelsen, Red.) og Lo (Kasper Lorentzen, Red.). Jacob røg et par bolde bagud og Kasper førte. På sidste hul skød han dog bolden i vandet 3-4 gange, og det gik helt galt for ham.
- Retov og jeg kæmpede så om sejren, men vi endte helt lige, så der er lagt op til revanche i dag eller i morgen. Den vinder jeg, naturligvis griner Mikkel Bischoff, før han trasker tilbage til sit værelse for at hvile lidt inden frokosten.
Formen er på plads - også til en tur i poolen med badehætten på det kronragede hoved.
Mark Howard og Martin Retov hyggede sig også i det våde element. Retov og Bischoff har allerede planlagt revanchematch for golf-turen, der endte uden afgørelse.
Spillerne fanget i et af de få stille øjeblikke i poolen.