20 lys i kagen

27.02.2008 11:09

Efter dagevis med pasta, tun godt kogte kartofler og tomatsauce, var der bogstaveligt talt andre boller på suppen tirsdag aften.

Spillerne var inviteret på restaurant, og maden blev nydt i fulde drag. I anledning af David Williams? 20-års fødselsdag blev der endda serveret chokoladekage til dessert, og det var noget spillerne kunne bruge til noget.

Fødselsdagssang og tale

Stefan Gislason tog ordet, og fik alle, på nær fødselsdagsbarnet, til at rejse sig. Anført af målmandstræner Jørgen Henriksen blev der så skrålet fødselsdagssang, så ingen andre i restauranten kunne være i tvivl om, at noget blev fejret.

Efter sangen måtte Williams selv op og stå, og han takkede behørigt for sang og tale, og så blev der ellers spist kage.

Morgentræning

Fødselsdagskage eller ej; der var ingen kære Tom her til morgen. Morgenmaden blev serveret klokken halv 8 sharp, og træningen startede allerede kl. 9.

Efter opvarmning, pasningsøvelser, 2 mod 2 spil og afsluttende spil til to mål, er det en flok trætte spillere, der nu hviler inden frokost og eftermiddagstræning.

Vejret har vendt fra diset og mildt til sol fra en skyfri himmel fra morgen til aften, men spillerne havde nu nok svedt alligevel, for der bliver arbejdet for føden, og hvis formen ikke var på plads før lejren, er den i hvert fald ved at være der.

Træningen foregik uden David Williams, der tidligt i morges fløj mod det vestlige USA for at deltage i Australiens U23-landskamp mod Mexico. Til gengæld trænede Max von Schlebrügge med, ligesom Kasper Lorentzen er begyndt at sparke til bolden igen efter noget ømhed ved den ene knæhase.

Williams

Dagen før sin 20-års fødselsdag spillede David Williams det meste af kampen mod Rubin Kazan. Her til morgen tog den unge australier til USA for at spille landskamp.