
2. Plads i La Manga
29.02.2008 21:41
Efter et nederlag på 2-0 til svenske Kalmar FF blev andenpladsen i årets La Manga Cup II her til aften en realitet.
Finalekampen blev aldrig den helt store fodboldmæssige oplevelse. Begge hold stod godt i defensiven, og fraset de 4-5 minutter hvor svenskerne scorede de afgørende mål, bød kampen ikke på mange målchancer.
God defensiv
Kampen startede lige med kamp om positionen på midtbanen. Kalmar FF virkede fra start en tand hurtigere og mere kamp-beredte, men som halvlegen skred frem blev det en rimelig lige forestilling. Svenskerne var mere direkte i deres spil, mens Brøndby-holdet holdt bolden mere i egne rækker.
Ingen af delene var dog specielt effektive, da ingen af holdene for alvor fik sat sig igennem. Kalmar slap bedst fra første halvleg, selvom Brøndby-spillerne fik tilkæmpet sig et lille overtag mod slutningen af halvlegen.
Fra anden halvlegs start var de gulblusede tættere på svenskerne, og Brøndby indledte halvlegen bedst. Der blev kombineret godt og forsøgt en del, men det blev kun til en enkelt stor chance, da Thomas Rasmussen og Chris Katongo i fællesskab fik lagt et tungt pres på venstre-kanten. Rasmussen gik til baglinjen og servede til Tobias Mikkelsen, hvis helflugter desværre havnede lige dér hvor svenskernes målmand stod.
Bischoffs finger af led
Midt i halvlegen fik Kalmar spillet bolden op gennem Brøndbys midterforsvar, og selvom Mikkel Bischoff, der igen spillede en rigtig god kamp, kæmpede bravt for at afværge, endte det med en flot scoring.
I situationen faldt Mikkel Bischoff uheldigt, og fik bøjet fingeren om. Man forsøgte at gøre ham klar til at komme tilbage på banen, og før der blev skiftet ud fik svenskerne udnyttet at organisationen ikke var på plads i Brøndbys defensiv.
2-0, og dermed var kampen reelt afgjort. Chris Katongo havde nogle gode aktioner mod slutningen af kampen, men kunne ikke gøre noget ved resultatet, og Kalmar FF kunne fortjent trække sig fra kampen som sejr-herrer.
Brøndby IF kan dermed tage fra La Manga med en andenplads i turneringen efter en rigtig god træningslejr.
Mikkel Bischoff faldt uheldigt og måtte udgå med smerter i en finger, der blev vredet af led. Han har spillet en rigtig god turnering og øget kampen om pladserne i midterforsvaret.