
Thomas glad og stolt
07.12.2008 14:27
- Det er stort. Det har været et helt forrygende efterår for os alle, og efter et par hårde år overvintrer vi nu på førstepladsen. Og så dette..
Thomas Rasmussen lyder en smule medtaget efter en fest-aften af de større, hvor kulminationen for landsholdsspilleren var kåringen som årets spiller i Brøndby IF, men ikke mere, end at han gerne vil sende et par ekstra takke-hilsener dagen derpå.
Tak!
- Jeg havde ikke set det komme, og da jeg stod deroppe og skulle holde tale foran 6-700 klappende og jublende mennesker var der pludselig så meget at sige, at jeg ikke nåede halvdelen.
- Jeg tror endda jeg glemte at takke nogle af de vigtigste, nemlig fansene og sponsorerne, som har været med og bare bakket endnu mere op om klubben i den meget svære periode. De skal have en ekstra tak, ligesom alle holdkammeraterne, trænerteamet, dem omkring holdet, dem i administrationen, de frivillige og dem derhjemme, der har bakket mig op altid. Der er så mange, og jeg har sikkert stadig glemt en masse, lyder det i mobiltelefonen.
- Det var en stor aften med klubben i går. Det er sådan noget, der gør én ekstra stolt af at repræsentere Brøndby, og det viser at sammenholdet rækker langt ud over kridtstregerne og tribunerne. Det er blandt andet dét, der har bragt os tilbage.
Thomas Rasmussen er altså netop kåret som årets spiller, men alligevel er det ikke det første han tænker på dagen efter sidste kamp i efteråret:
- Jeg er da pissestolt og vildt glad for titlen, men jeg er allermest glad, fordi vi er tilbage på førstepladsen. Jeg har sagt, at jeg mangler at vinde mesterskaber med denne klub, og det er det, det handler om. Med førstepladsen over vinteren har vi sikret os det bedste udgangspunkt for at nå det mål, og dét er det vigtigste, slår Rasmussen fast.
Thomas Rasmussen taler varmt om sammenholdet, som han mener er en bærende del af den genrejsning, som trup og klub har været igennem. Et sammenhold, der rækker langt uden for kridtstregerne, ifølge årets spiller 2008.