Mere hæder til Stephan Andersen

19.12.2008 11:32

Det har ikke skortet på succes for Stephan Andersen i den netop afsluttede efterårssæson. Landsholdsudtagelse, nomineret til månedens SAS Liga-spiller og udtaget til diverse efterårshold er nogle af de ting, den store målmand har lagt ryg til.

I går kunne Tipsbladet så tildele Stephan Andersen "Det Gyldne Bur" for hans indsats for Brøndby IF og det danske landshold det sidste år. Det Gyldne Bur bestemmes af målmændene fra SAS Ligaen og 1. division, der hver giver 3, 2 og 1 point til de nominerede.

Kæmpe klap på skulderen

- Det er svært ikke at være glad i disse dage. At ens kolleger stemmer én ind som den bedste målmand i SAS Ligaen, er et kæmpe klap på skulderen, som jeg er meget stolt over, siger Stephan Andersen om kåringen.

- Det er vigtigt, at man tror på de ting, man laver. Sidste år havde jeg en hård start, hvor det ikke gik, som jeg gerne ville. Jeg var måske lidt mere rusten, end jeg selv troede. Det har vi fået vendt til noget positivt, og jeg er glad for, det går godt nu.

Brøndby-keeperen er hurtig til at rose sine holdkammerater, når han skal forklare, hvorfor det er ham der står med Det Gyldne Bur i dag.

- Jeg skal først og fremmest takke mit hold. Det har været en lang proces, hvor vi er blevet mere stabile - specielt i defensiven. Vi har holdt nullet i 10 af 17 kampe i ligaen, og det fortæller alt om, hvor langt vi er nået, forklarer den stærke keeper.

- Nu skal jeg holde jul og nytår sammen med familien, inden det går løs med opstarten. Jeg følger et træningsprogram for at holde formen ved lige, og så kan jeg glæde mig over kåringen. Det giver kun ekstra motivation, når vi skal starte op igen, slutter Stephan Andersen.

Stephan Andersen

Stephan Andersen er hædret med Det Gyldne Bur for sin flotte indsats det seneste år.