Jørgen Henriksen: Alt har sin tid

03.12.2008 10:02

Knap 20 år i Brøndby IF, debut på landsholdet i 1967 og målmandstræner for de bedste i verden. Assistenttræner i Brøndby IF Jørgen Henriksen har opnået meget i sin 60-årige karriere.

- Alt har sin tid, og man må også se i øjnene, at man ikke bliver yngre. Nu stopper jeg på toppen, og det har jeg det fint med. Jeg havde spillet endnu, hvis jeg kunne, men sådan hænger tingene jo ikke sammen, fortæller Jørgen Henriksen. 

Stopper på toppen

Efter nytår er det så slut med assistenttrænerposten for Jørgen Henriksen.

- Det meste af min tid i Brøndby har jeg fungeret som målmandstræner og haft de bedste målmænd i Danmark. Jeg startede i Brøndby i 1989 og har haft forskellige poster lige siden. Lige fra assistenttræner til scouting.

- Jeg taler med den sportslige sektor om at forsætte med nogle af de opgaver, jeg før har bestridt. Men vi har ikke aftalt noget endnu, så nu må vi se.

- En af opgaverne kunne være scouting. Jeg startede med scouting-arbejdet for to år siden og har været i Sydamerika, Afrika og i en masse europæiske lande, hvor jeg har set på mange af de spillere, der i dag spiller i Brøndby. Det er et meget spændende arbejde, og noget vi har prioriteret mere og mere de senere år, lyder det. 

- Det sidste jeg kunne tænke mig lige nu, er at ligge hjemme på sofaen eller at passe min have. Der skal stadig ske noget. Ud over min trænergerning i Brøndby, har jeg en tøjforretning i Hvidovre, som jeg også bruger lidt tid på, men der må også gerne være andre ting at rive i, fortæller Henriksen.

Når Jørgen Henriksen tænker på de mange begivenheder, som han oplevet i Brøndby IF, er der én, der stikker ud.

- En af de største oplevelser i min tid har nok været UEFA Cup-semifinalen mod Roma. Selve dagen hvor vi taber, var en kæmpe skuffelse, men set i bakspejlet var det et flot resultat af en dansk klub, og det er jeg meget glad for at have været med til.

- Jeg kunne blive ved med gode oplevelser i Brøndby, men også i mine 11 år som målmandstræner på landsholdet har jeg oplevet mange ting. Både EM og VM-slutrunder. Jeg har prøvet meget i min karriere og har en god ballast, som jeg gerne vil give videre, slutter Jørgen Henriksen.

Jørgen Henriksen

Sammen med Tom Køhlert stopper assistenttræner Jørgen Henriksen til nytår. Han er dog ikke helt færdig med fodbolden og har mod på mere i Brøndby IF.