Fem Brøndby-spillere på Ligalandsholdet

05.12.2008 16:05

Fredag eftermiddag udtog landstræner Morten Olsen de 20 spillere, der skal med ligalandsholdet til Bangkok mellem den 15. og 25. januar. Og hele fem Brøndby-spillere har fundet vej til Olsens holdkort i denne omgang.

Det drejer sig om Anders Randrup, Thomas Rasmussen, Michael Krohn-Dehli, Morten "Duncan" Rasmussen og Mikkel Bischoff. Alle spillere der har markeret sig positivt i den forløbne efterårssæson.

Glad og stolt

Anders Randrup har tidligere været inde omkring landsholdet, men har på det seneste været en af de bærende kræfter på U-21 landsholdet.

- Jeg er naturligvis meget glad og stolt over udtagelsen. Det er mere end jeg har kunnet håbe på, og jeg tager det som et klap på skulderen, fortæller Anders Randrup om fredagens begivenheder.

- Normalt spiller jeg på U-21 landsholdet, så det er uventet, at jeg får chancen på ligalandsholdet. Så det kom som en glædelig overraskelse, da jeg blev ringet op af DBU, lyder det fra højrebacken.

- Jeg ser frem til Morten Olsen og Peter Bondes træning. Jeg har stadig meget at lære som fodboldspiller, og deres træning giver mig en godt fundament, som jeg også kan bruge i Brøndby, slutter Randrup.

Anders Randrup

Anders Randrup er flyvende i øjeblikket. Han er blandt fem Brøndby-spillere udtaget til ligalandsholdets tur til Bangkok i januar.