U21 i finale-kamp efter flot spil

03.08.2008 14:43

Brøndby IF's U21-spillere er i øjeblikket i gang med KTS Senior Cup 2008. De første to kampe har budt på flot spil og matchende resultater, og især lørdagens 4-1 sejr over FCK's andethold har fået smilet frem hos cheftræner Peer F. Hansen.

- Vi har generelt spillet flot, men kampen mod FCK, der stillede med 6 spillere fra A-truppen, hører til blandt de rigtig gode oplevelser, fortæller Hansen.

De unge sprudler

Den første kamp i turneringen blev også vundet. Her stod Vanløse for skud, og på mål af Mark Sundstrup, Rune Poulsen og Martin Ericsson blev kampen vundet 3-1. Ericsson spillede en god kamp, og den nytilkomne spiller fra Glostrup, Rune Poulsen, gjorde sig ligeledes positivt bemærket.

I kampen mod FCK kom Christian Jørgensen og Daniel Stenderup på tavlen mens Mark Leth Petersen scorede to gange i kampen, som allerede før pausen blev lukket med tre Brøndby IF-scoringer.

- Vi spillede en rigtig god kamp med især en Mikkel Vilfort på den defensive midtbane som meget dominerende. Vi skabte mange chancer og kunne vel godt have vundet endnu større, fortæller Peer F. Hansen.

Stævnets finale-kamp spilles mandag aften kl. 19:15 på Avartas anlæg. Modstanderen er hjemmeholdet fra Avarta, der som Brøndby IF har vundet deres første to kampe i turneringen.

Opstilling i kampen mod FCK:

M. Tørnes

C. Jørgensen - K. Schulz - D. Stenderup - T. Mrva

M. Vilfort
R. Poulsen - J. Lorentzen
J. Christjansen

M. Sundstrup - M. Leth Petersen