
Stenderup: Stor oplevelse
24.08.2008 20:34
Daniel Stenderup fik med sin indskiftning i anden halvleg debut på Brøndby IF?s bedste hold. Normalt huserer det 19-årige talent på andetholdet, hvor han spiller i midterforsvaret.
- Det var en stor oplevelse at få debut i dag. Der var masser af tilskuere og god stemning på lægterne, så det har været fantastisk, fortæller en glad Daniel Stenderup efter kampen.
Klap på skulderen
- Tom Køhlert kom hen og klappede mig på skulderen efter kampen, og sagde tillykke med debuten. Det er altid dejligt at få anerkendelse af træneren, lyder det fra Stenderup.
- Det er fedt at komme op på førsteholdet og spille de her kampe, men jeg koncentrerer mig om 2. divisionen og talentholdet og tager den derfra. Jeg håber selvfølgelig på, det bliver til mere, så det er bare med at give den gas.
- Brøndby er videre i pokalturneringen, og det har været en god dag for mig, så jeg kan ikke andet end af være tilfreds, kommer det med et skævt smil.