Sikker sejr over FC Haka
15.08.2008 00:34
Brøndby IF var torsdag aften draget til de tusinde søers land, hvor FC Haka ventede i UEFA Cuppens anden kvalifikationsrunde. FC Haka?s hovedsponsor er byens lokale papirsfabrik, der har valgt at lægge stadion lige ved siden af fabrikken.
Træner Tom Køhlert stillede op med en kompakt midtbane og en enkelt mand på toppen. Kasper Lorentzen og Samuel Holmén spillede de offensive pladser på midtbanen, mens Morten ?Duncan? Rasmussen var alene i front.
Ukoncentreret begyndelse
Om det var formationsændringerne eller den kvalme stank fra papirfabrikken, var svært at sige, men Brøndby IF begyndte en anelse ustruktureret. Det betød, at FC Haka kom frem til flere afslutninger i starten af kampen, men de røg alle forbi mål eller blev klaret af Stephan Andersen i Brøndby-målet, der ellers havde en stille dag på kontoret.
Stille og roligt arbejdede de blå-gule sig ind i kampen, og efter seks minutter havde Morten ?Duncan? Rasmussen en god chance, hvor han fri foran mål headede, så målmanden måtte reagere hurtigt, for at få handskerne på.
Efter 15-20 minutter sad Brøndby IF på det hele. Anfører Gislason støbte boldene, mens Jan Kristiansen og Tobias Mikkelsen havde flere gode dybdeløb på kanterne. Og netop et dybdeløb førte til frispark i Brøndby IF?s højre side tæt på FC Haka?s felt. En kort frisparksaflevering til forreste stolpe blev mødt at Duncan, der kunne tæmme bolden i mål med brystet. 1-0 til Brøndby IF efter 30 minutters spil af første halvleg.
Efter scoringen havde de blå-gule flere nærgående forsøg og var tættere på 2-0 end FC Haka var med en udligning inden pausen. Stemningen blandt de cirka 150 medrejsende Brøndby-fans var steget et par takker, og det kunne høres på Tehtaan Kenttä, som FC Haka?s hjemmebane hedder.
Offensive fuldtræffere
Tom Køhlerts tropper forsatte ufortrødent med at presse det finske hold over hele banen efter pausen, og specielt Tobias Mikkelsen tryllede på kanten med frække driblinger og energiske dybdeløb.
Brøndby-presset trættede FC Haka-spillerne, der ikke havde samme energi som udeholdet. Med 30 minutter tilbage af kampen blev Kasper Lorentzen sendt af sted mod det finske mål på en friløber. Den hurtige offensivspiller svigtede ikke, og lagde bolden sikkert over den fremadstormende målmand. 2-0 til Brøndby IF.
De trætte og modløse FC Haka-spillere kunne bare se til, at Brøndby IF styrede opgøret. I det 75. minut sprintede Thomas Rasmussen langs venstre side og lagde bolden ind til Peter Madsen i feltet. Den indskiftede angriber fandt David Williams, der ligeledes var kommet på banen i anden halvleg. Bagerst i feltet bragede den hurtige australier bolden ind bag en sagesløs keeper i Haka-målet.
Ni minutter før tid var det så Peter Madsens tur til at score. Han placerede sikkert et straffespark bag keeperen, efter en Haka-spiller havde taget med hånd i feltet´, og dommeren havde peget på 11-meter pletten.
Med en 4-0 sejr på udebane ligner Brøndby IF et hold, der allerede står med det ene ben i UEFA Cuppens første runde. Returkampen mod FC Haka den 28. august på Brøndby Stadion.