
Max og Holmén med mod Frankrig
21.08.2008 08:53
Der blev spilletid til både Max von Schlebrügge og Samuel Holmén, da Sverige onsdag aften spillede jubilæumskamp mod Frankrig.
I kampen, der sluttede med en fransk sejr på 3-2 fik Max von Schlebrügge små 25 minutter på banen, mens Samuel Holmén blev skiftet ind 10 minutter før slutfløjtet.
God indsats
Max von Schlebrügge, der blev sendt på banen i stedet for Olof Mellberg midt i anden halvleg, gjorde en god figur i det nye svenske 3-5-2 system og var med i meget både offensivt og defensivt.
Samuel Holmén kom på banen minuttet før Sveriges reduceringsmål til 2-3, men nåede ikke at sætte det store aftryk på kampen i de 10 minutter han var på banen.
I alt fik tre spillere fra den danske SAS Liga spilletid på det svenske landshold i gårsdagens kamp.
Max von Schlebrügge blev kaldt ind sent til landsholdssamlingen, men fik alligevel en halv halvleg på banen, hvor også Brøndby-kollega Holmén fik spilletid.