Lorentzen: Ingen tvivl om udfaldet

01.08.2008 10:52

- Det er helt utroligt, så mange gange de kunne redde den på stregen, og stolpen var også i vejen en enkelt gang, men så var det jo fint, at vi også havde heldet med os en enkelt gang ved det første mål.

Kasper Lorentzen er godt tilfreds med torsdagens UEFA Cup sejr, der i midtbanespillerens øjne sagtens kunne have været flere mål større.

Spørgsmål om tid

- Det var nok ikke en flot kamp at se på, men omvendt synes jeg, vi styrer begivenhederne fra første til sidste fløjt, lyder evalueringen.

- De skaber ingenting og gør egentlig ikke meget andet end at stå og vente på os ved midterlinjen, indtil vi scorer. De gør det svært for os at trænge igennem, og når de fik bolden, kunne man godt mærke, de er vant til at spille på kunstbanen.

- Alligevel var det kun et spørgsmål om tid, før vi fik scoret. Vi skulle frem til anden halvleg, før det første mål faldt, men der var aldrig tvivl om, at vi ville gå videre, og nu kan vi se frem til endnu en omgang europæisk bold.