Jan Kristiansen: Gode takter

25.08.2008 09:00

Sejren over BK Frem Sakskøbing i gårsdagens landspokalturnering blev grundlagt af en hårdtarbejdende Jan Kristiansen, der scorede kampens første mål efter 15 minutter.

- Det er selvfølgelig et lidt andet niveau, end vi er vant til, men det er alligevel vigtigt, at vi går videre på en ordentlig måde, og det synes jeg at vi gør i dag, fortalte Jan Kristiansen efter kampen.  

Mål giver selvtillid

- Til tider viser vi godt spil, og det var tydeligt at de ikke kunne følge med, når vi først skruede op for tempoet.

- For mit eget vedkommende var det rart at få en hel kamp i benene, selv om de sidste ti minutter var hårde. Det var en tung bane, men formen er helt sikkert ved at være der. Det var også rart at få scoret et mål. Det giver altid selvtillid. Det var i øvrigt svært at lade være på det gode oplæg fra Peter Madsen. Det var vigtigt, at vi kom hurtigt foran, så der aldrig var tvivl om udfaldet.

- Nu skal vi holde fast i de gode takter fra kampen, og med en god kamp på torsdag er vi klar til den vigtige F.C. København-kamp søndag. Jeg glæder mig meget til den kamp, jeg har jo ellers kun set dem fra sidelinjen. Det ser jeg frem til at være en del af, lyder det fra Kristiansen.