FC København nedlagt
31.08.2008 19:28
Brøndby IF vandt søndag aften 1-0 over ærkerivalerne fra FC København på mål af Jan Kristiansen i en første halvleg, hvor FC København havde bolden mest, men Brøndby IF var mest effektiv.
Dermed er Brøndby IF nu på andenpladsen i SAS Ligaen efter det 3. clean sheet i ligaen og det 7. i efterårets 10 kampe.
Effektivitet vs boldbesiddelse
De første 45 minutter virkede noget nervøse fra hjemmeholdets side. Der var ikke mange gennemspillede angreb og ofte blev bolden smidt væk efter 4-5 afleveringer. Omvendt var der skarphed i front og kun Jesper Christiansen i FCK's mål sørgede for, at føringen ikke var større end 1-0.
Jan Kristiansen fandt Thomas Rasmussen med en flot aflevering på venstre kant, men desværre afsluttede Rasmussen lidt for direkte på FCK's keeper, der flot fik afværgret.
Herefter havde FCK flere muligheder for kontraløb, men selv i overtal fik de hvidklædte gæster sjældent en reel afslutning ud af anstrengelserne. Gæsterne spillede bedst, men meget ineffektivt og selv efter 45 minutter hvor Brøndby IF lå for langt fra modstanderne kunne der ikke indvendes så meget mod føringen.
Den faldt efter en situation hvor Jon Jönsson tacklede sig igennem to FCK-spillere og sendte Kasper Lorentzen mod målet. Lorentzen valgte uselvisk, at lægge bolden tilbage til en fremstormende Jan Kristiansen, der sikkert kunne banke hjemmeholdet foran med en flot, hård indersideafslutning.
Tænding
I anden halvleg var hjemmeholdet som forvandlet og der var pludselig tænding i alle tacklinger og idé bag afleveringerne. FCK fik ikke plads og Brøndby IF ville det hele.
Det hele blev indledt med en afslutning fra en rigtig godt spillende Peter Madsen, der headede bolden mod det lange hjørne - kun for at se Jesper Christiansen vippe den på overliggeren.
Det blev startfløjtet til en flot havleg med masser af god fodbold. Michael Krohn-Dehli fik debut, da Thomas Rasmussen måtte tages ud og den lille tekniker gjorde et rigtig godt indhop. Jan Kristiansen blev trukket tilbage til venstre back, hvor der blev lukket pænt af.
FCK kom mod slutningen af kampen igen længere frem på banen, men kun ganske få gange måtte Stephan Andersen for alvor i aktion. I den anden ende var der flere opløb til chancer og mål, men hveren Peter Madsen eller Martin Ericsson fik løn for anstrengelserne, og derfor endte kampen 1-0 til hjemmeholdet.