
U-18: Målrigt uafgjort mod Lyngby
27.04.2008 15:21
Brøndby IF's U-18 mødte lørdag eftermiddag Lyngby BKs ditto på udebane. Det skulle vise sig at blive forrygende affære med masser af mål og to røde kort til det blå-gule udebanehold.
Bent Christensens tropper er forsvarende mestre og er også kommet godt fra start i denne sæson med en sejr og en uafgjort.
Underholdene opgør
Fra starten af var det en underholdende kamp med høj intensitet. Brøndby IF lagde bedst ud og pressede Lyngby-spillerne godt. Men alligevel lykkedes det Lyngby at score efter 15 minutters spil. Og allerede to minutter efter lå bolden igen bag en sagesløs Andreas Larsen i Brøndby-målet. De to Lyngby-scoringer blev også halvlegsresultatet.
I 2. halvleg startede Brøndby ligeså godt som i første omgang. Denne gang lykkedes det dog Brøndby at score, da Osama kunne slide sig fri og reducere til 1-2. Desværre var Lyngby igen hurtige og kunne bringe sig foran 3-1 bare få minutter efter.
Igen var det op ad bakke for Brøndbys U-18 hold, ind til det lykkedes den indskiftede Brent McGrath at reducere til 2-3. Endelig så det ud til at Brøndby-dominansen skulle give pote lige ind til dommeren takserede en for sen tackling af Jonas Jørgensen til et rødt kort. En noget hård kendelse og Brøndbys højre back måtte tidligt i bad.
Med ti mand på banen skulle Brøndby forsøge at indhente de blåblusede fra Lyngbys føring, og det lykkedes også Osama, der 12 minutter før tid kunne sætte det udlignende mål ind.
Og bedst som det så ud til, at Osama skulle blive dagens mand i skysovs, skulle han også sende tidligt i bad. I det 80. minut viste dommeren Osama det andet gule kort i kampen, og Brøndby var reduceret til ni mand. De sidste ti minutter var ren fight, og det lykkedes Brøndby at holde Lyngby fra at score yderligere. Kampen endte 3-3.
U-18: Lyngby - Brøndby IF 3-3
1-0 Lyngby (15. min.)
2-0 Lyngby (17. min.)
2-1 Osama (55. min.)
3-1 Lyngby (57. min.)
3-2 McGrahth (65. min.)
Rødt kort Jonas Jørgensen (67. min.)
3-3 Osama (78. min.)
Rødt kort Osama (80. min.)
Startopstilling
A. Larsen
J. Jørgensen - M. Larsen - N. Boilsen - V. Johannesen
A. Corlu - K. Munksgaard - K. Strunch - N. Kjergaard
Osama - M. Hassan.
Indskiftninger
B. McGrahth / N. Kjergaard (45. min.)
I. Atreah / K. Munksgaard (69. min.)
Tobias Hansen ikke brugt.