
Nederlag i træningskamp
16.04.2008 18:18
Brøndby IFs reserver mødte FC Nordsjællands ditto onsdag eftermiddag i en træningskamp på en vindblæst bane 25 i Brøndby. Kampen var aftalt længe før, Brøndby havde kvalificeret sig til pokalsemifinalen, og det var meningen at flere spillere fra Brøndbys A-trup skulle have spilletid, end hvad tilfældet blev i dag på grund af morgendagens pokalkamp.
FC Nordsjælland havde derimod en masse kendte ansigter fra deres respektive A-trup med, som fik masser af spilletid i dagens opgør.
Nordsjælland skarpest
Kampen startede i højt tempo fra begge mandskabers side, og de fremmødte tilskuere havde en god omgang fodbold at varme sig på i den første halve time. Brøndbys ene angriber Ricky Olsen fik desværre et vrid i anklen og måtte udskiftes efter 25. min. Ind kom målslugeren Mustafa Hassen, der med sin hurtighed fik sat FC Nordsjælland forsvaret under pres.
Kasper Lorentzen spillede hele den første halvleg og viste, at han er på vej tilbage fra sin skadesperiode. Han havde også halvlegen to største chancer. Ved første chance trak Lorentzen ind i feltet og afsluttede hårdt - dog lige på målmanden. I andet forsøg faldt en tilfældig bold ned i feltet, som den driblestærke spiller ramte hårdt og præcist, men en flot reaktionsredning fra målmanden holdte kampen målløs.
Kampens tempo faldt et godt stykke i 2. halvleg med flere boldtab som konsekvens. FC Nordsjælland bragte sig foran ved hjørnespark, hvor bolden blev sparket hårdt ind ved forreste stolpe. Her kunne en nordsjællænder klampe bolden i nettaget uden chance for Tørnes i målet. Der faldt ikke yderligere scoringer i kampen, så FC Nordsjælland kunne tage hjem med en 1-0 sejr i bagagen.
Vi arbejder videre
- Vi var nok lidt overmatchede. FC Nordsjælland spiller godt, men de har også otte spillere med fra deres bedste trup. Vi giver spilletid til de spillere i vores talenttrupper, der ikke har fået spillet en hel kamp de seneste par uger, fortæller træner Peer F. Hansen
- Det glæder mig, på trods af de spiller bedre end os, at de kun kan score på en dødbold. Jeg synes, gutterne kæmper godt, og vi forsætter med at arbejde stenhårdt med truppen, slutter træneren af.
Brøndby IF - FC Nordsjælland 0-1 (0-0)
- 0-1 FC Nordsjælland (73. min.)
Startopstilling
M. Tørnes
M. Rasmussen - J. Berthelsen - K. Schultz - J. Lorentzen
K. Lisdorf - C. Møller - K. VIlfort - K. Lorentzen
R. Olsen - M. Sundstrup