Køhlert: Vi bliver ved

20.04.2008 20:50

- Jeg synes, at holdet viser en glimrende moral i dag på trods af, at spillerne er meget trætte. Den sidste time spiller vi faktisk klart bedst, evaluerer Tom Køhlert efter kampen.

- Jeg føler egentlig, at vi er godt på vej mod at opnå uafgjort, men det er klart, at når vi presser på, skaber det muligheder for kontraspil, og det udnytter OB, lyder konstateringen.

Kompakt modstander

- OB stiller defensivt op i dag; de kommer jo for at forsvare deres position og lukrere på, at vi går efter sejren. Kampene mod OB har efterhånden også udviklet sig som kampene mod F.C. København, hvor første mål bliver afgørende, konstaterer Køhlert.

- Da de kommer foran, stiller de sig tilbage og koncentrerer sig om at forsvare, og da fysikken bliver afgørende, har de så det største overskud.

- Når det så er sagt, kan jeg ikke være andet end tilfreds. Det hold vi har, kan vinde eller tabe, men sikkert er det, at de aldrig giver op. Der bliver kæmpet til det sidste. Der er ingen, der ikke har respekt for os mere, lyder det.

Talenter og fremgang

- Vi er stadig på vej i den rigtige retning og har efterhånden den kombination af stærke profiler og unge talenter, som Brøndby historisk set altid har haft, når vi har været stærkest.

- Det er dog tydeligt, at det hårde program har en indvirkning. Vi har Holmén ude på den baggrund, en Randrup der er helt færdig i dag, og selvom jeg grundlæggende er i mod rotation, er det klart, at vi skal se på en lidt anden opstilling til onsdag i Lyngby.

- Der er klart, at vi bliver nødt til at se frem mod pokalfinalen, hvor vi gerne skal kunne stille med det stærkeste hold, smiler en trods alt fortrøstningsfuld cheftræner.

Randrup

Det hårde program har mørnet flere af spillerne. Anders Randrup var helt færdig og måtte udgå midt i anden halvleg.