
Katongo vil opleve pokalfinalen
08.04.2008 09:55
- Jeg har hørt det er en kæmpe stor oplevelse, og jeg vil virkelig gerne hjælpe til med at skaffe os i pokalfinalen.
Chris Katongo er om nogen manden i centrum disse dage, og selvom han ikke fik godskrevet det første mål fra lørdagens kamp mod Horsens, er det helt store smil fremme, når man taler med angriberen disse dage.
Målet er klart
- Jeg ved ikke hvorfor de allesammen pludselig vil tale med mig, men opmærksomheden gør mig nu ikke noget, kommer det med et bredt smil.
- Jeg synes jeg arbejder og spiller som jeg hele tiden har gjort, og nogle gange lykkes tingene. Vi har talt meget sammen med trænerne om, hvordan vi skal løbe for hinanden i front, og jeg føler at det er begyndt at fungere godt mellem os, fortæller han om samarbejdet med Martin Ericsson helt på toppen.
- Det gik godt i lørdags, men jeg skulle nok have scoret et mål mere. I morgen er det en helt anden kamp, men selvfølgelig tager man lidt selvtillid med. Hvis holdet fortsætter med at arbejde for hinanden kan vi nå langt. Jeg vil så gerne opleve finalen, smiler han.
- Jeg har jo hørt, at det er en kæmpe oplevelse og sidste gang var der 35.000 tilskuere. Samtidig er det et klart mål for klubben, at kvalificere sig til pokalfinalen, så det er klart vi vil gøre alt for at få et godt resultat i morgen.
- Jeg håber der kommer rigtig mange tilskuere og hjælper os frem. De giver os energi, og vi vil gerne give dem noget tilbage. Helst en sejr i morgen, slår manden i fokus fast.
Pokalsemifinalen spilles onsdag kl. 18:15. Billetter kan købes på kampdagen ved de opstillede boder bag Faxe- og Nordea-tribunerne, men det er altid en god idé, at sikre sig en plads på forhånd. Priser til hjemmekampene findes her.
Billetter til hjemmekampene generelt kan købes online eller i Brøndby Shoppen.
Katongo håber på massiv tilskuerstøtte til pokalsemifinalen, og håber at opleve pokalfinalen. I første omgang betyder det, at morgendagens pokalbrag skal resultere i et godt udgangspunkt for Katongo og holdkammeraterne.