
Katongo: Holdpræstation
18.04.2008 01:43
- Det er fantastisk igen at score. Det er godt for holdet og det er godt for mig, og vi lukker samtidig kampen med vores første mål, fortæller Katongo, der igen luftede sine akrobatiske fejringsevner. Angriberen scorede dermed sit femte mål i Brøndby IFs seneste fire kampe.
- Selvom vi spiller mange kampe for tiden, så føler jeg mig stadig fit-for-fight. Og når man oven i købet scorer mål, så glemmer man hurtigt at man er lidt træt.
Fokus
- Når man vinder kampe, så glæder man sig til at spille den næste. Og sådan er det i øjeblikket for os. Vi er samtidig meget fokuserede hver gang, så det er nok nogle af de ting, der gør, at det kører godt for os for tiden, fortæller den hurtige angriber.
- Jeg tør overhovedet ikke spå om, hvordan resultatet i pokalfinalen bliver. Det er en ny kamp, hvor begge mandskaber vil gøre alt for at vinde.
På søndag kommer OB på besøg på Brøndby Stadion. De stribede fra Fyn ligger på en fjerdeplads seks point foran Brøndby.
- Alle kampe er svære kampe i øjeblikket, og kampen mod OB er ingen undtagelse. At få tre point på søndag, vil være dejligt, men det kræver igen hårdt arbejde fra hele holdet. Det er en holdpræstation, slutter Chris Katongo af.