
Hyggeligt pokal-pressemøde
30.04.2008 10:13
Tirsdag var det tid til DBUs traditionelle pressemøde før pokalfinalen. Fra Brøndby IF stillede cheftræner Tom Køhlert, anfører Stefan Gislason og landsholdsspiller Thomas Rasmussen op, mens Esbjerg fB havde sendt cheftræner Troels Bech, samt to spillere der deltog via webcam.
Det var tydeligt, at der var tale om to trænere med gensidig respekt, og pressemødet foregik i en hyggelig atmosfære.
En festdag
Stefan Gislason fortalte at han glædede sig til pokalfinalen, der er den anden i karrieren. Den første blev spillet på Island, og vundet.
Thomas Rasmussen blev spurgt om en pokalsejr ville redde Brøndby IFs sæson, hvortil han svarede, at det aldrig er tilfredsstillende at ende uden for medaljerækkerne, men derfor ville en pokaltriumf jo nok alligevel afstedkomme væsentlig glæde i Brøndby-lejren.
Tom Køhlert var i centrum hele dagen, og kunne blandt andet fortælle, at det er hans første pokalfinale.
- Det er første gang, jeg står i en pokalfinale, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg ser frem til et udsolgt stadion, hvor jeg kan tænke mig at stemning bliver helt specielt, lød det forventningsfuldt.
- Jeg har sagt til spillerne, at de skal nyde kampen. Spillerne må ikke være bundet af noget, så de kan præstere optimalt. Det er vigtigt, at vi kan spille helt firgjort. Vi tænker ikke på Europa - vores fokus er udelukkende på finalen.
Der var en overrepræsentation af Brøndby-folk i panelet, men et par Esbjergspillere deltog dog via webcam.
- Vi er glade for at være tilbage på scenen, og det betyder meget for klubben, at vi har kvalificeret os til finalen. Man kan mærke, at stemningen i klubben er helt speciel.
- Genopretningen er fuldendt, og jeg synes, at vi har et godt hold med mange strenge at spille på. Alle mand kæmper for hinanden og løber de sidste meter, og det er hvad vi har arbejdet med siden min start, fortalte han.
En lige kamp
Troels Bech forsøgte et par gange at lægge hele favoritværdigheden over på Brøndby IF, der "jo har 9-10 spillere fra diverse landshold, mens Esbjergs spillere aldrig har hørt nationalsangen live", frit oversat.
- Brøndby er et af de tre hold i Danmark, der tør spille fodbold og vil have bolden. De er et af de bedst spillende hold, og har en masse strenge at spille på. For os er det en stor præstation, at kvalificere os til finalen, men vi vil dog gøre alt for at vinde den, lød Bechs kommentar.
Tom Køhlert ville ikke tale om favoritter, men havde ros til Esbjerg-holdet.
- Esbjerg har et rigtigt godt, sammenspillet hold med 2-3 profiler, og jeg forventer det bliver en meget tæt kamp, hvor dagsformen afgør, hvem der vinder. Man skal ikke lade sige narre af deres resultater i SAS-ligaen - deres motivation vil være helt i top, lød det blandt andet.
- Vi har en afgørende træning onsdag eftermiddag, hvor jeg afgør, hvem der starter inde. De seneste dage har vi haft et par af spillerne med mindre skavanker, der ikke har kunnet træne ordentligt med. Jeg håber, jeg kan disponerer over alle mand, når jeg skal sætte startopstillingen, rundede Køhlert af.
Det kan måske ikke lige ses, men der var en rigtig god og jovial stemning mellem de to trænere, der skiftedes til at rose hinanden. Begge cheftrænere ser frem til et brag af en finale mellem to af de hold i Danmark, der ønsker at spille spillet og have bolden.