
Holmén: Skønt at score
09.04.2008 21:27
- Jeg ved ikke, om jeg skal hjem og se det på video, men det var skønt at score. Både for mit eget vedkomne, men også for holdet, fortæller en træt Samuel Holmén efter pokalkampen mod FC Midtjylland.
Svenskeren scorede et fantastisk mål, da han fra kanten af feltet kanonerede bolden op i det fjerneste hjørne uden chance for FC Midtjylland-keeperen. En noget slidt Holmén blev skiftet ud med Tobias Mikkelsen i slutningen af kampen, efter et stort løbepensum for godt kæmpende Brøndby-hold.
Europa er målet
- Det var ikke den flotteste kamp, jeg har spillet for Brøndby, men vi scorer alligevel tre mål og holder nullet i den anden ende.
- Det betyder, at vi har skaffet os et godt udgangspunkt til den anden semifinale i Herning. Hvis vi scorer på deres stadion, skal de op og score fem mål, og det bliver mere end svært. Men vi skal være mere kompakte, så vi ikke slipper så meget forbi, som vi gjorde til sidst i dag, lyder det fra svenskeren.
- Det var et mål, da vi startede forårssæsonen op, at vi skal nå Europa på den ene eller den anden måde. Om det bliver via pokalturneringen eller i ligaen, der er lige meget, men nu er vi tæt på.
- Vi skal være topfokuserede på næste torsdag i den anden semifinale, slutter den energiske midtbanemand af.