Duncan: Jeg er ludoman

17.04.2008 06:47

Efter en dom onsdag i Frederiksberg byret står Morten Duncan Rasmussen nu frem og fortæller om sin ludomani, som han det seneste års tid har været i behandling for.

- Jeg kvajede mig sidste år og brugte en venindes dankort til at spille på nettet. Det var ekstremt dumt, og jeg accepterer den dom, jeg nu har fået. Jeg har kæmpet med ludomani i længere tid, og jeg er stadig i behandling for sygdommen. Det er hårdt, men jeg har fået god opbakning, og jeg er på sin vis lettet over at kunne fortælle det nu, forklarer Morten Duncan Rasmussen.

Alvorlig sag men opbakning til spilleren

- Pengene er betalt tilbage for længst, men det ændrer ikke ved, hvad jeg har gjort, lyder det.

- Jeg har fået god støtte fra klubben omkring sygdommen og behandling, og nu handler det om at komme videre og tilbage på fodboldbanen hurtigst muligt, lyder det fra Duncan, der nu vil koncentrere sig 100 procent om spillet på banen.

Brøndby IFs administrerende direktør, Hermann Haraldsson, er ked af situationen, men understreger at klubben støtter op om den unge spiller.

- Morten er en ung mand, der har en sygdom, som han har været, og er, i behandling for. Han har begået en stor og alvorlig fejl, det hverken kan eller vil vi forsøge at skjule. Selvom det er en privat sag, forholder vi os naturligvis til omstændighederne på alle måder. Han har fået sin dom, og han accepterer konsekvenserne af det han har gjort, konstaterer Hermann Haraldsson.

- Morten er en del af vores fællesskab, og vi bakker op, så han kan komme ovenpå igen. Det er vigtigt for os at hjælpe ham i en meget, meget svær situation.

Fra truppen er der også opbakning til Duncan, og anfører Stefan Gislason er klar i mælet omkring sagen og Duncan:

- Vi blev orienteret om sagen onsdag efter træning. Jeg kan kun sige, at vi støtter op om vores holdkammerat, der ikke har det let lige nu. Han skal vide, at alle i truppen støtter ham, så vi sammen kan komme videre, slår anføreren fast.

Morten Duncan Rasmussen blev idømt tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år. Han er fortsat i behandling for sin sygdom og arbejder i øjeblikket på at komme tilbage på fodboldbanen efter en skade i baglåret.