
Billedindtryk fra pokalsejren
10.04.2008 14:58
Med 3-0 på tavlen var det en flok glade Brøndby-spillere, der kunne takke en flok fest-stemte fans efter gårsdagens pokalkamp.
Efter en kamp, hvor Brøndby IFs skarphed og flot forsvarsspil blev udslagsgivende, måtte FC Midtjylland måtte tage fra Brøndby Stadion med et svært udgangspunkt før returkampen, hvilket også kan ses på enkelte af billederne. brondby.com fulgte kampen fra sidelinjen, og du kan se billederne her.
Billedindtryk fra dagen
Onsdag kl 18:15 i april. Brøndby Stadion byder velkommen til pokalfodbold, og en aften med masser af glæde på banen og på lægterne.
Fansene leverede, som altid, varen med fest og farver på lægterne.
Stefan Gislason var tilbage efter overstået karantæne, og dirigerede holdet på vanlig vis fra sin position på den defensive midtbane.
Stephan Andersen demonstrerede kort inde i kampen, hvorfor Lars Høgh kalder ham Danmarks bedste målmand. Med en fantastisk redning på et hovedstød tæt under mål, var den stærke keeper medvirkende til, at Brøndby IF holdt det vigtige nul i pokalkampen.
Med landsholdsspiller Anders Randrup ude grundet en skade i anklen, var der plads til 90 minutter til stortalentet Daniel Wass. Wass leverede en energisk indsats kampen igennem, og var med i flere offensive fremstød.
34 minutter inde i kampen var det for første gang "Katongo Time" på Brøndby Stadion. Med et flot hovedstød udplacerede han FCMs keeper og gjorde det til 1-0.
Mike Jensen forsøgte at indhente den hurtige zambier, der lagde an til sin første flik flak denne pokalaften.
Rundt og op på hænder, og rundt igen.. og igen..
Mike Jensen kæmpede for sejren ved siden af Gislason, Retov og Holmén på dén midtbane, der viser sig sværere og sværere at bryde igennem.
Enkelte gange lykkedes det alligevel FCM at bryde igennem til halve chancer, men stort set hver gang var Max von Schlebrügge hurtigt tilbage, og svenskeren blokerede stort set alt, der kom.
Også Mark Howard spillede igen en stor kamp, og Brøndbys midterforsvar er i det hele taget blevet rigtig godt sammenspillet.
FCM var, udover den store chance i første halvleg, som Stephan Andersen tog sig af, mest farlige når der blev sparket fra den lille bue ved hjørneflaget.
Samuel Holmén ville ikke stå tilbage for Thomas Rasmussens drømmemål tidligere på foråret. Med et fantastisk spark fra kanten af feltet kanonerede svenskeren kuglen i kassen. Med den svenske assistent-landstræner på lægterne. Mon det er grunden til det ekstra brede smil?
FCM-spillerne viste ikke om de skulle grine eller græde. Her er det vist mest det sidste..
Samuel Holmén måtte lade sig udskifte med et smeld på benet, og modtages her af Per Nielsen, der igen kom på banen som angriber. Nielsen lagde ud med en fiks hæl-ting, der fik hele stadion op af stolene i begejstring.
Også Tobias Mikkelsen kom på banen. Han fik med det samme demonstreret sit ekstremt hurtige fodskifte, og lagde op til Katongos andet mål via en flot aktion på den ene sidelinje.
Katongo og Tobias hygger sig efter scoringen til 3-0.
Også på tribunerne var der stor glæde over Brøndbys bomber.
Efter kampen måtte spillerne ned og takke de trofaste og højtråbende fans på Faxe-tribunen.
HEY, HEY, HEY! Traditionen byder det, og spillerne nyder det.
Katongo var ikke kun i centrum på banen. Efterfølgende ville den ventende verdenspresse ikke slippe Brøndbys angriber, der igen og igen måtte fortælle om sine mål.
Tak for i aften! Katongo-timen er slut, og det første skridt på vej mod finalen er taget. Der er dog stadig en kamp tilbage, og Katongo lover fuld fokus i returkampen.