Sæsonrekord søndag?

21.09.2007 13:51

Tilskuerne strømmer som altid til, når det gælder de storkøbenhavnske arvefjendeopgør mellem Brøndby IF og F.C. København. Kun to gange ud af 48 har der været under 10.000 tilskuere til en kamp mellem Brøndby og FCK. 

Ikke siden 9. december 2001, eller de seneste 16 indbyrdes kampe på stribe, har der været under 20.000 på lægterne. Senest FCK var på besøg var 9. maj i år, hvor 25.083 var på plads.

Sådan køber du billet til kampen

Det ligner med andre ord sæsonrekord på Brøndby Stadion, og du kan stadig sikre dig en plads til lokalbraget online eller i Brøndby Shoppen.

Eventuelt tilbageværende billetter sælges på kampdagen fra kl 13-14 i shoppen og senere fra boder, men det tilrådes at købe i god tid uanset, hvis man vil sikre sig adgang og undgå billetkø på dagen. Billetboderne opstilles bag henholdsvis Faxe-tribunen og Nordea, og åbner kl 14.

Der gøres opmærksom på, at der kun sælges nummerede billetter på dagen. 

Lige statistik før arvefjendeopgør

Der er balance i regnskabet inden søndagens SAS Ligakamp mod ærkerivalerne fra F.C. København i denne sæsons 10. runde. De to klubber mødes på Brøndby Stadion for 23. gang gennem tiden i ligaen, og begge klubber har hentet ni sejre, mens de sidste fire opgør er endt i pointdeling.

Senest FCK gæstede vestegnen, vandt de med 1-0 tilbage i maj måned. Til gengæld var det Brøndby, der vandt de to klubbers møde på Brøndby Stadion der før. 12. marts sidste år endte det med de sikre cifre 3-0 til de blå-gule.

I den samlede statistik er det FCK, der fører med 23 sejre i 48 kampe mod Brøndby, mens Brøndby har hentet fuld gevinst i 16 tilfælde foruden remis i ni opgør. Målscoren tipper dog Brøndbys vej med 67-65 på måltavlen, og det vidner om, at Brøndby gennem tiden har vundet de største sejre i de indbyrdes kampe.

Den største sejr faldt 16. maj 2005, hvor det endte med en storsejr på hele 5-0. Men også 4-0 og 4-1 er det endt tidligere, mens FCK?s største gevinst i de indbyrdes opgør lyder på 4-0. Den sejr har dog en del år på bagen, idet den faldt 30. oktober 1994.

smuk

Alle meldinger går på, at der sættes sæsonrekord på Brøndby Stadion, når arvefjenderne fra F.C. København gæster på søndag.