Lorentzen: Vi skal være mere vågne

17.09.2007 00:59

Kasper Lorentzen spillede en hæderlig kamp som kantspiller på midtbanen, indtil han blev skiftet ud med Morten Duncan Rasmussen en halvtimes tid før slutningen på kampen mod AaB. På trods af nederlaget var Lorentzen egentlig fint tilfreds med spillet.

- De starter bedst og får ligesom scoret det mål. Ellers så synes jeg, vi styrer alt i første halvlegs sidste halve time. Vi begynder at spille godt selv på udebane og har så ikke det held med os, der gør at vi scorer. Igen får de scoret et par mål, hvor vi måske skal arbejde lidt bedre på det. Det er ikke godt nok, at vi lukker så mange mål ind. Det gør det også sværere for os at vinde, forklarer Lorentzen

De seneste to uger har spillertruppen haft god tid på træningsbanen på grund af landskampspausen, og det har ifølge Lorentzen hjulpet.

- Jeg synes helt sikkert, at kampen viste, at vi har bedre styr på det. Specielt Stefan og Samuel inde på midten arbejder utrolig godt og vinder mange andenbolde, der gør, at vi har spillet længere oppe på deres halvdel. Jeg synes, de gjorde det rigtig godt i dag, siger Lorentzen.

Hvad er det så, der gør, at det går galt alligevel?

- Vi lukker for mange mål ind. Vi må jo stå forkert eller et eller andet i den stil, der gør, at vi kan lukke mål ind hver gang. Jeg synes, spillet var bedre, men vi fik stadig de mål imod os, som har været vores svaghed, så der er noget at arbejde på. Der er nogle situationer, hvor vi måske skal være mere vågne, lyder det fra kantspilleren, der personligt også er på vej i form.


- Jeg synes, det går bedre, men det er stadig ikke helt, hvor det skal være. Det er stadig ikke helt hvor det skal være, men jeg kan jo ikke tro, at det bare kommer igen efter halvandet års skade. Det er noget, der skal arbejdes på, og det er også sværere, når det ikke går så godt for holdet. Det er nok især psykisk, og det er endnu hårdere, når vi ikke får de point, vi skal have, forklarer Lorentzen, som nu ser frem til næste uges kamp mod rivalerne fra FCK.

- Den kamp passer måske meget godt, hvis den skal sætte os ekstra op. Vi har den på hjemmebane, så der er større chance, end hvis det var i Parken. Uanset hvem vi skulle have mødt, var kampen kommet på rette tidspunkt, for der er noget, vi gerne vil have rettet op på. Jeg er ikke nervøs for kampen mod FCK. Vi ligger, hvor vi gør, men det plejer altid at være tætte kampe mod dem, lyder det fra en trods alt optimistisk Lorentzen.

Kasper Lorentzen

Kasper Lorentzen viste gode takter i 1. halvleg, men gik ligesom holdet ned i 2. halvleg.