Køhlert: Ikke tilfreds uden point

23.09.2007 18:54

- 1. halvleg er lige, men som kampen skrider frem æder vi os mere og mere ind på F.C. København. I anden halvleg har vi overtaget og fortjener vel egentligt det ene point. Bortset fra de første 10 minutter, hvor vi skal køres ind, spiller vi faktisk en god kamp, vurderer Tom Køhlert.

- Lige nu er jeg skuffet, men fattet. Jeg føler at holdet gør hvad de kan i dag, og jeg er specielt glad for den indsats vores unge midterforsvar ligger for dagen. Man kunne frygte, at med et så ungt forsvar, ville F.C. København med deres rutine, køre igennem dem, men de gør det godt, fortsætter cheftræneren.

Ikke tilfreds

- Det er klart at, mod slutningen af kampen melder trætheden sig, og Jacob Berthelsen bliver skadet. Vi er derfor nødsaget til at sætte Mark Howard på, der kun er 85% klar, hvilket jo ikke er optimalt.

- Tilfreds kan jeg dog naturligvis ikke tillade mig at være, i og med, at vi ikke fik nogle point, men vi viser fremgang i dag. F.C. København er dygtige til at hive de 1-0 sejre hjem, men vi gør en god figur. Det er selvfølgelig ikke nok når vi taber. 

- Vi havde kalkuleret med at vi skulle slutte af med to angribere på toppen, men Duncan bliver desværre skadet, og vi er derfor nødt til at skifte ham ud. Når man ser på angrebet generelt i dag, synes jeg at vi får skabt nogle gode afslutninger, men ingen kæmpechancer. Vi skal til at score nogle mål, og målsætningen er klar: Vi skal over op i tabellen, en plads ad gangen.

- Samlet set skal spillerne have ros, og der er mange ting vi kan tage med fra kampen i dag. Gislason tog det ansvar vi forventede af ham som anfører, og Retov gjorde det også godt. Nu venter der en pokalkamp mod Silkeborg på onsdag, og det er klart at den er meget vigtig. Til den kan vi tage noget selvtillid med, for vi skal overvintre med en plads i pokalturneringen, runder Køhlert af.

tifo

Brøndby Tifo stod for den flotte velkomst til spillerne, og der var fantastisk opbakning gennem hele kampen. Blandt andet hjulpet af Per Nielsen, der kiggede forbi Faxe tribunen og greb megafonen i anden halvleg.