Køhlert: Fokus det rette sted

02.09.2007 21:27

- Det er ærgerligt at vi ikke får alle tre point, men samlet synes jeg egentligt at alle på banen gør hvad de kan.

Tom Køhlert øjnede sejren, men må efter kampen konstatere, at fremskridt ikke er garanti for fuld pointhøst. Endnu. 

- Vi så en god fight fra spillerne, og på den baggrund er jeg tilfreds. Spillemæssigt er kampen vel så som så, men i dag er vi oppe mod et af de fysisk stærkeste hold i SAS-Ligaen, og på det område, gør vi en god indsats i dag..

- Selvom Martin Retov har spillet et par rigtigt gode kampe her på det sidste, vælger jeg at starte med Holmén inde, da Martin har været småskadet og kun har trænet en times tid inden kampen i dag. Holmén gør en rigtig god figur, selvom han kun har trænet med de øvrige i tre træningspas. Han udstråler en enorm vilje og engagement, så den debut er jeg meget tilfreds med. Jeg synes at han tog ansvar på trods af han kun har været i klubben et par dage, bedømmer cheftræneren.

fight

Peter Madsen og Holmén viste sammen med resten af holdet det engagement der skal til.

- Det væsentligste jeg synes vi skal tage med fra kampen i dag, er at der blev vist disciplin og fight, og måske vigtigst, er der ingen der falder igennem da OB får udlignet. På en god dag, havde vi fået sejren hjem, men som en del af processen synes jeg vi arbejder i den retning vi skal. En spiller som Peter Madsen gør en kæmpe indsats, og scorer et flot mål, men vi skal i dag fremhæve holdets præstation, for hele holdet indstilling er på plads.

- Jeg har sat som mål at der skal ske kontinuerlige fremskridt, da vi nu har alt omkring holdet på plads. Det har vi nu, og vi ser de fremskridt. Jeg er sikker på at vi er på vej mod at vise vi faktisk har en kanontrup, så nu skal det være, slår han fast.

- Der sker mange ting uden for, men jeg må rose alle spillere for at fokusere fuldstændigt på kampen, og fansene for at gøre det samme. Det var vigtigt i dag, og sådan vil det være den kommende tid, runder cheftræneren af.