Højt humør og en assistent i græsset

28.09.2007 14:12

Det var til at mærke efterårskulden, da spillerne trænede i dag. En kold vind og til sidst også regnvejr var hvad vejret bød på her til formiddag. Inde på banen var der anderledes varmt. Sejren i Silkeborg har lunet og humøret var igen i dag højt til træning.

Og der var nok sjove episoder at glæde sig over. Som da Ruben Bagger scorede et flot flot mål, med knæet, på Mike Jensens oplæg. Reaktionen var både smil, grin og klapsalver hos holdkammerater og trænere.

En tur på røven

- Humøret er fint på træningsbanen og man kan sige, at der i hvert fald er god gejst hos spillerne, sagde Køhlert undervejs fra sidelinjen, mens han smilende kunne se til, da assistenten kort efter måtte en tur i det våde græs.

Per Nielsen lagde en hård flad aflevering op i banen. Målet var en af de offensive folk på holdet, men Henrik Jensen stod i vejen og den hårde aflevering ramte assistenten og fejede benene væk under ham. Morsomt, overraskende og i øvrigt helt uskadadeligt, for der gik ikke mange sekunder før han var på benene igen, selvfølgelig til stor morskab for alle, inklusive assistenten.

Madsen målfarlig

Fra den mere seriøse del af træningen, var der flere gode ting at berette. Således trænede Martin Ericsson, Morten Duncan Rasmussen og Morten Rasmussen alle med efter deres skader, og Thomas Rytter har rejst sig fra sygesengen.

Der blev trænet meget i indlæg og afslutninger i dag og skarpheden foran mål var god. Peter Madsen tegnede sig for mange elegante scoringer, Morten Rasmussen scorede mange mål af en forsvarsspiller at være og der blev også helflugtet flotte mål i kassen, bl.a. Lorentzen havde en flot én af slagsen.

Indlæggene lå generelt godt fra de mange servere på kanterne, bl.a. Mike, Randrup, Lorentzen og Ericsson, og de offensive folk fik en del at arbejde med i feltet.

Der blev også trænet opspilsøvelse og til sidst blev der spillet på to (og tre!) mål. Sammenfattende kunne spillere og trænere gå fra banen med tilfredshed efter en god omgang træning. Køhlerts mandskab er dermed mere end klar til søndagens hjemmekamp mod Randers. 

Du kan stadig sikre dig plads til kampen mod Randers FC. Online, i Brøndby Shoppen eller ved indgangene.

Mike Jensen

Mike Jensen var i oplæggerens rolle flere gange under dagens træning. Generelt var det en god stemningsfyldt træning med godt humør over hele linjen.