Hattrick af Katongo

10.09.2007 10:37

19 minutter var alt hvad Chris Katongo skulle bruge, da han i landskamp for Zambia scorede hattrick i en kvalifikationskamp til Africa Nations Cup.

Modstanderne fra Sydafrika kunne slet ikke håndtere Brøndby-angriberen i starten af kampen, og med 3 hurtige mål, var Katongo stærkt medvirkende til sejren på 3-1.

Zambia, der ud over Sydafrika også var i pulje med Tchad og Congo, vandt puljen, og er med sejren sikret deltagelse i de afrikanske mesterskaber, der foregår i Ghana næste år.

Katongo kan allerede søndag gense to af spillerne fra Sydafrikas bænk, når modstanderne hedder AaB, og hvor både Nomwethe og Vilakazi måske kan se frem til mere spilletid end i landskampen.

Også David Williams var i aktion for sit land, da Australien i lørdags spillede OL-kvalifikationskamp mod Nordkorea. Williams leverede en rigtig god indsats, og havde blandt andet to kraftfulde afslutninger, der med lidt held havde endt i nettet bag nordkoreanernes keeper. Australien vandt 1-0, og er dermed tæt på kvalifikation til legene i Beijing.

katongo

Muskelbundtet Katongo nærmer sig med hastige skridt topformen, og bidrog kraftigt til Zambias sejr over Sydafrika.