Gislason tager bindet

21.09.2007 12:55

Kampen på søndag bliver derby-debut til den centrale midtbane på det blå-gule Brøndby-mandskab. Både Samuel Holmén og Stefan Gislason vil for første gang stå over for FC Københavns stærke midtbane, og det er noget de to herrer glæder sig meget til.

Måske især Stefan Gislason, der i Per Nielsens fravær ligeledes for første gang vil bære anførerbindet.

Naturligt

- Det er en stor ære at være anfører, især i en storklub som Brøndby. Det giver et ekstra ansvar, og for mig er det et naturligt skridt at tage. Jeg føler mig bedre og bedre tilpas på holdet, og synes også jeg bidrager med mere og mere på banen, fortæller den nye vice-anfører.

- Jeg ser virkelig frem til derbyet, og glæder mig til kampen på midten. Der skal arbejdes hårdt på hele holdet, og i den forbindelse ligger det helt naturligt for mig, at gå forrest, lyder det.

gisla

Bindet skifter arm på søndag, hvor Per Nielsen står over og Stefan Gislason tager ansvaret.

Kollegaen på midten, Samuel Holmén, ser også frem til storkampen:

- Der findes ikke noget helt tilsvarende i Sverige. De store Stockholms-kampe er dem, der kommer tættest, men det her er større. Jeg glæder mig meget til at løbe på banen og vinde mit første derby. Der kommer knald på fra start til slut, og uanset hvordan det går undervejs skal den bare have gas, smiler den svenske midtbanedynamo.

- Det bliver et stort slag, især på midten, og det er lige noget for mig. Vinderen af midtbaneslaget vinder kampen, og jeg håber det bliver os. For vores, men især for fansenes skyld, forklarer han.

Lederevner

Tom Køhlert fortæller om anførervalget:

- Det er helt naturligt at bruge Stefan som anfører, når Per er væk. Han er hentet til klubben for sine leder-egenskaber, som han nu viser både på banen og til træning, hvor han hele tiden går forrest. Det er et stort ansvar, men han er typen der vokser med sådan en opgave, og jeg er helt rolig ved valget.

Du kan stadig sikre dig billet til kampen.

holmen

Der er garanti for en 100% indsats hver gang Samuel Holmén træder på banen. Den svenske midtbanemotor glæder sig til søndagens derby, der bliver hans største klubkamp til.