Defensiven i fokus

13.09.2007 13:29

Der var fokus på den defensive organisation, da spillerne her til formiddag var til træning på bane 3. Spillerne var ekstra koncentrerede i den ene af øvelserne, hvor fire offensive folk skulle udfordre og komme til afslutning mod fire defensive spillere.

Anført af en dirigerende Per Nielsen lykkedes det mange gange at lukke af for angriberne, og generelt faldt der ikke mange mål i den øvelse. Assistenttræner Henrik Jensen stoppede ind i mellem øvelsen for at rette de små ting til og snakke med de fire forsvarsspillere.

Køhlert tilfreds med spillerne

På sidelinjen iagttog Tom Køhlert nøje spillerne og han var generelt godt tilfreds.

- Jeg synes det går fint. Spillerne gør hvad de kan og de har trænet hårdt her de seneste par uger, hvor der ikke har været kamp. Og vi har fortsat med vores fokus på den defensive organisation.

Her har Henrik Jensen været meget på under træningerne.

- Henrik er skarp til det defensive, han er jo fra Ebbe Skovdahl-tiden, og spillerne der var med dengang kender den defensive organisation til hudløshed. Det har vi brugt en del krudt på de her to uger. Og det går fremad.

Afslutningsvist blev der spillet til to mål i 20 minutter og her var der gode momenter fra begge hold, især det gule hold med profiler som Gislason, Madsen, Lorentzen og Ericsson.

- Det handler om at arbejde videre med den gode organisation fra OB-kampen og så må vi bygge på med det gode spil. Det ser egentlig godt ud i dag. Stefan Gislason viser også mere og mere, og spillerne finder hinanden bedre nu. Der er tegning til noget godt i offensiven. Det er bare ærgerligt, at Tobias er ude med en skade. Til gengæld kommer Chris tilbage med selvtillid efter hans flotte hattrick på landsholdet, så det ser egentlig fint ud, mener Tom Køhlert der ser frem til søndagens kamp mod AaB på udebane.

Da truppen træner to gange i dag, bliver der her til eftermiddag lejlighed til at arbejde videre på træningsbanen kl. 14:30, hvor holdet træner igen.

Tom Køhlert og Henrik Jensen

Tom Køhlert er tilfreds med hvad han ser på træningsbanen for tiden. En del af fokus er på det defensive arbejde.

Daniel Wass

Daniel Wass er en af talenterne fra U-21 truppen, der træner med 1. holdet for tiden. I dag var også Jacob Berthelsen, Lukasz Cieslewich, Kristian Bo Andersen og sågar U-18 målmanden Kasper Vilfort med i formiddagstræningen.