Daugaard klar til Randers

29.09.2007 08:40

Det ligger til, at Kim Daugaard skal afløse karantæneramte Stefan Gislason, når Brøndby IF i morgen får besøg af Randers FC. Daugaard har været med i fem kampe hidtil i sæsonen, senest som indhopper i hjemmekampen mod OB og føler sig helt fit til opgaven.

- Jeg ved godt, at jeg ikke kan spille alle kampe på en sæson og for mig handler det om, at hjælpe holdet når der er brug for det. Når jeg er helt klar, føler jeg at jeg kan være med og bidrage med noget. Jeg føler mig rigtig fit så jeg glæder mig naturligvis til søndag, siger Kim Daugaard der hidtil har spillet 450 1. holdskampe for de blå-gule.

Gislason og Daugaard

Stefan Gislason er ude med karantæne mod Randers. Kim Daugaard er udset til at spille på hans plads i stedet.

Midtbanesucces

Tom Køhlert har med succes benyttet tre centrale midtbanespillere de seneste kampe, med en defensiv og to mere offensive foran. Mod Randers er Gislason ude og det betyder efter alt at dømme, at Daugaard træder ind i stedet bag Retov og Holmén.

- Det glæder jeg mig til. Det har set rigtig godt ud med midtbanen. Holmén er en god spiller, klog og bevægelig, og Martin har jeg spillet rigtig mange kampe med, så vi kender hinanden. Jeg synes konstellationen ser god ud og vi skal selvfølgelig vise det i morgen, siger Daugaard der har gode minder fra tidligere opgør mod Randers.

- Jeg kan sagtens huske vores kamp derovre sidste år, hvor jeg scorede med hovedet. Vi skulle have vundet den kamp, men vi fik desværre ikke lukket kampen. Søndag forventer jeg, ligesom de fleste hjemmekampe, at vi skal dominere og vinde. Presset er der, det ved vi, og det er jeg overbevist om, at vi kan tackle, siger Daugaard der synes det var en fin sejr i Silkeborg, især når man tager den nuværende situation i betragtning.

Alle mod samme mål

- Folk har samlet sig på tribunerne og vist flot opbakning og vi er i fuld gang med det samme på banen. Der bliver arbejdet hårdt til træning og det har også været vigtigt, at folk har forstået, at det er her fokus skal være. Der skal lægges et kæmpe stykke arbejde i de halvanden time vi træner. Jeg synes humøret er godt for tiden, træningen i går var også rigtig god, og vi arbejder alle mod samme mål.

- Det er små skridt vi tager, men der er fremdrift og det tager altså sin tid. Sejre er det vi spiller for og de betyder selvfølgelig alt for os. Nu startede vi med én i Silkeborg og det skal vi følge op på mod Randers.

- Jeg forventer at vi skal styre spillet og skabe en masse chancer. Vi skal over fløjene og komme til indlæg, det har vi bl.a. trænet i ugens løb. Og så har vi Duncan tilbage. Han er hamrende farlig når boldene kommer i feltet, så vi må se om vi kan få ramt ham, så han kan mase den over stregen, slutter Daugaard med et afbalanceret smil.

Du kan stadig sikre dig plads til kampen mod Randers FC. Online, i Brøndby Shoppen eller ved indgangene.

Daugaard og Holmén

Kim Daugaard og Samuel Holmén er udset til at spille på den centrale midtbane, formentlig sammen med Martin Retov der også har vist god form de seneste kampe han har spillet.