To Brøndby-kasser nomineret

19.10.2007 10:02

Morten Duncan Rasmussen og Thomas Rasmussen er blandt de nominerede til "Årets Mål", når DBU og TV 2 i samarbejde afholder "Dansk Fodbold Award 2007" hvor en række priser skal uddeles. De to Brøndby-spillere er blandt de 10 nominerede fodboldspillere, der hver især har markeret sig med smukke scoringer i 2007.

Afstemningen blev åbnet i dag og du kan med din stemme være med til at vælge, hvem der har scoret "Årets Mål 2007". Du kan give dit bud på en vinder her.

De to Brøndby-mål der er nomineret

Duncan

Duncan

Morten Duncan Rasmussens mål faldt i hjemmekampen mod Vejle den 1. april. Her satte bomberen den sidste fod på en utrolig straffesparkskombination til 3-0 i 4-0 sejren. Martin Ericsson stod klar ved pletten, tog tilløb og trillede bolden til siden, hvor Duncan i fuld fart kom til for derefter at udplacere Vejle-keeper Jan Hoffmann. Det var Duncan der selv fremtvang straffesparket - i øvrigt det 3. i kampen!

Thomas Rasmussen

Thomas Rasmussen

Thomas Rasmussen bragede det forløsende mål i kassen, da Brøndby IF besejrede Silkeborg IF på udebane i pokalturneringens 3. runde. Kampen blev spillet den 26. september og vil formentlig blive husket længe af både spillere og fans. Ved stillingen 1-1 få minutter før slutfløjtet, og truende forlænget spilletid, havnede en hjørnesparksbold udenfor feltet, hvor Thomas Rasmussen sparkede til den første gang. Kuglen blev smadret ind i kassen via overliggeren uden chance for Silkeborgs keeper og dermed var en længe ventet udesejr en realitet.

Her kan du stemme

Afstemningen om "Årets Mål" blev i dag sat i gang og du kan derfor allerede nu give din stemme på dit favoritmål. Du kan gense de 10 nominerede mål og give dit bud på en vinder her.

Husk at du også kan give din stemme når Årets Fanpris skal uddeles ved samme fodboldkåring. Brøndby Supprt er nomineret som den ene af to fanklubber og du kan læse mere om nomineringen her.

Fra den 25. oktober til den 5. november afvikles afstemningen blandt de to nominerede på www.eb.dk.

Om "Dansk Fodbold Award 2007"

"Dansk Fodbold Award 2007" er et direkte tv-show, der igen i år ud over prisoverrækkelserne selvfølgelig vil være fyldt med store danske musiknavne, underholdning i særklasse og have deltagelse af alle de store stjerner fra den danske og internationale fodboldverden. 

Ud over underholdningen skal der kåres en vinder i 11 forskellige kategorier, blandt andet "Årets SAS Liga-spiller", "Årets Spiller" og "Årets Talent" for både mænd og kvinder, "Årets Dommer", "Årets Træner" og "Årets Breddeklub". Vinderne findes af en jury.
 
I tre kategorier er det seerne og internetbrugerne, der bestemmer vinderen. Det er i kategorierne ?Årets Mål", særprisen "Alle Tiders Landskamp" og "Årets Fanpris". Afstemningerne vil foregå via nettet og sms.

"Dansk Fodbold Award 2007" vises direkte på TV 2 mandag den 12. november.

Støtte

To Brøndby-mål er nomineret til det store fodboldshow og Brøndby Support er nomineret, sammen med AGF's fanklub, til "Årets Fanpris".