Sol over bane 21

03.10.2007 13:46

Spillerne havde i dag en lang træning på bane 21. Efteråret viste sig fra sin bedste side der bød på solskin og ingen vind. Hele 30 mand var med, hvor to, Mads Jørgensen og Tobias Mikkelsen, trænede let for sig selv.

Stemningen var intens og der var god lyd på spillerne. Det tydeligt at konkurrencen er blevet hård med en næsten skadefri trup.

Skarphed

René Skovdahl indledte seancen, og guidede spillerne gennem opvarmningen. Derefter blev truppen delt op i fire hold på to baner, med let spil mod hinanden. De fire hold blev til tre, da spillerne efterfølgende blev opdelt efter forsvars-, midtbane- og angrebsspillere.

To hold spillede mod hinanden på en halv bane, mens det sidste hold kørte skudtræning under Henrik Jensens vejledning. Her var især Peter Madsen skarp. Spillet på to mål var præget af højt tempo, og dagens detalje stod Mike Jensen for, da han i høj fart driblede forbi tre mand og satte bolden stensikkert i mål.

Der var dog flere gode indslag, og især afslutningsøvelserne var opløftende at følge.

Spillere på vej tilbage

Peguero Jean-Philippe, der i weekenden vendte tilbage i kamp for U-21 holdet, deltog fuldt ud, og det er glædeligt at han nu er kommet sig så meget oven på sin knæskade, at han kan deltage i spillet på lige fod med resten. Der er stadig brug for restitution, men der er fremgang.

Nicolaj Agger deltog også i træningen mens Mikkel Bischoff var med i afslutningsøvelserne. Dagens træningssamling havde i øvrigt deltagelse af de to U-21 spillere Lukasz Cieslewicz og Kristian Bo Andersen.

Der er træning på banerne igen i morgen.

williams

Williams spillede en god kamp i søndags, og fortsætter de gode takter.