Sejr til kvinderne

15.10.2007 09:30

Lørdag spillede Brøndby IF's kvinder kamp mod Sparta Prag. Tjekkerne havde i deres første kamp tabt 1-3 til norske Kollbotn, så i Brøndbylejren var der stor optimisme at spore op til kampen.

Som så mange gange før i fodbold, så gik tingene dog ikke som man håber eller forventer. Det måtte Brøndby-holdet sande, for 1. halvleg var bestemt ikke noget at skrive hjem om.

Dårligt spil - dejligt resultat

Spillet fungerede slet ikke, og kun et enkelt langskud langt udefra kunne tælles som en mål-chance. Derimod slog Sparta en af deres sjældne kontraer, og efter 20 minutter kom en spiller til baglinien, fik den sendt ind tæt under mål, hvor en holdkammerat blot kunne sætte en inderside på og dermed 1-0 til Sparta.

Det var en våd klud der kunne mærkes. Desværre fortsatte kvinderne med at lave mange fejl i opspillet, og dermed kunne holdet fra Prag gå til pausen med den meget overraskende 1-0 føring.

Trænerduoen sendte 3 til opvarming i pausen, hvor det stod klart at der måtte ske noget. Brøndby sendte Lene jensen og Katrine Paaske ind fra start, og det virkede som om at der kom mere fart over feltet.

2 var nok

Der skulle dog et selvmål til at få udlignet. Hårdt presset af Maiken Pape tæt under mål, ramte en Spartaspiller bolden skævt og pludselig stod den 1-1. Det gav lidt ro, men stadig virkede spillet en smule nervøst ind imellem.

Indskiftede Lene Jensen afgjorde dog sagen med godt et kvarter tilbage af kampen. Hun blev spillet dybt i venstre side, skar ind i banen og udplacerede Spartas målmand med et perfekt hug i det lange hjørne.

2-1 og resten af kampen skulle hurtigst overstås. Med en disciplineret indsats lykkedes det Brøndby at hente sejren i hus, i en kamp der på ingen måde var smuk eller velspillet. Der er ingen tvivl om at spillerne skal gøre det bedre når sidste gruppekamp spilles tirsdag mod norske Kollbotn.

Kollbotn tabte i øvrigt 1-0 til Lyon, så det vil være et topmoptiveret og presset norsk hold, der tirsdag er modstanderen. Brøndby kan nøjes med uafgjort for at gå videre.