Liga-sejr i Viborg

06.10.2007 18:42

Brøndby vandt lørdag aften udekampen i SAS Ligaen mod Viborg med 2-1, og fik dermed en gang for alle brudt den negative stime i Jylland. Martin Retov blev med to mål den helt store helt.

Retov i målhumør

Allerede en time før kampstart kogte Viborg Stadion i en sjælnent set grad. Det var dog ikke hjemmeholdets fans, der satte rammen men derimod Brøndbys mange medrejsende i gult og blåt, der gav den gas vokalt.

Seks minutter inde i kampen gav det fortjent bonus, da Martin Retov fyrede et langskud af. Det blev rettet af og sejlede ind bag John Alvbåge i Viborg-målet.

Derefter stod der Brøndby på det meste, også selvom Morten Duncan Rasmussen måtte forlade banen midtvejs i halvlegen med en fiberskade.Tre minutter før pausen fik Viborg imidlertid udlignet, da Luiz Carlos headede et perfekt indlæg fra højre i mål.

I første halvelgs overtid slog Martin Retov imidlertid til igen, da han blev spillet fri i dybden af Chris Katongo og lobbede bolden over den fremstormende Alvbåge.

Det var dog ikke slut med højdepunkter og dramaktik i første halvleg. Minuttet efter scoringen blev Anders Randrup præsenteret for karrierens første udvisning, da han sparkede bolden væk ved et frispark og fik sin anden advarsel.

Fansenes hyldest

6.655 tilskuere, deraf altså en stor del af den sangstærke type fra Brøndby, kunne i anden halvleg se et Brøndby-hold, der fightede godt og indimellem også var farlige i den anden ende.

David Williams og en stærkt spillende indskifter i Chris Katongo kunne således have lukket kampen flere gange, men på trods af et Viborg-pres til allersidst kom der ikke flere mål, og Brøndby kunne fejre den første udesejr i SAS Ligaen i 25 kampe eller siden april 2006, hvor AGF blev besejret.

De mange fremmødte Brøndby-fans var efter kampen ikke meget for at slippe deres helte, og spillerne måtte da også op til ekstra hyldest efter at have været i omklædningsrummet. Fansene krævede simpelthen "Brøndby på banen" igen.

Efter en fælles hyldest af spillerne overtog anfører Per Nielsen fansenes megafon og startede derefter en af de spillersange, han lærte fuldt ud, da han for et par siden selv tog plads på Faxe Tribunen.