Katongo knokler videre

26.10.2007 15:06

- Jeg synes træningen var god og det er den generelt. Folk er gode til at opmuntre hinanden, også hvis der laves fejl, og i det hele taget er humøret godt. Det er fedt at være i vores træningsmiljø. Alle vil gerne vinde og efter vi har fået to sejre i træk, er humøret blevet endnu bedre.

Chris Katongo er glad, positiv og smilende efter dagens træning. Som altid fristes man til at sige. Den optimistiske og humørfyldte zambier glæder sig over formfremgang og ser frem til søndagens kamp mod OB.

Kun målene mangler

Katongo fik chancen fra start i seneste kamp, og gjorde det ganske fint. Han lavede stort set ikke en eneste fejlaflevering, han var bevægelig og løb godt. Kun målene manglede.

- Jeg vil ikke lægge pres på mig selv ved at sige, at jeg skal score så og så mange mål. Det vigtigste er holdet og vi er ubesejrede i fire kampe. Det er godt.

Det er et stykke tid siden vi sidst har set en flik-flak. Katongo mangler endnu at finde vej til målet i denne sæson og seneste Katongo-scoring blev sat ind på saksespark i sidste sæsons 33. og sidste spillerunde mod Horsens. Selv håber angriberen at han snart får lov til at slå flik-flak igen.

- Det er da klart, at jeg håber jeg snart finder vej til kassen igen. Jeg tror kun jeg er startet inde i tre kampe, så det er også svært, men det nytter ikke at forcere noget. Det handler om hårdt arbejde og jeg ved, at lige pludselig så er den der igen. Det skal nok komme og indtil da, gør jeg alt jeg kan for at hjælpe holdet. Vores resultater er også langt vigtigere end hvem der scorer målene.

Katongo

Seneste Katongo flik-flak ligger tilbage i sidste sæson. Den hurtige angriber mangler fortsat at finde vej til nettet i denne sæson.

Sund konkurrence

Med Williams, Duncan, Madsen og Katongo råder Køhlert over fire stærke angribere, der i bedste fald kæmper om to pladser. Konkurrencen er hård, men sund siger Katongo.

- Vi presser hinanden og viser til træning, at vi hver især gerne vil spille. Dem der ikke starter inde, er klar til at hjælpe holdet fra bænken. Det er meget positivt og det er i sidste ende op til Tom. Han vælger dem han synes er bedst på dagen. Vi har mange muligheder og vi er alle forskellige typer, så i virkeligheden kan vi spille på mange måder.

Katongo medgiver, den stærke offensiv til trods,, at de blå-gule ikke har scoret nok mål i denne sæson.

- Nej, det har vi ikke og det arbejder vi hårdt på som hold. Det er ikke kun op til angriberne, for vi er alle afhængige af hinanden. Jeg tror snart vi rammer det niveau, hvor vi scorer 2-3 mål i de fleste kampe. Vi har kvaliteterne til det.

Igen under dagens træning fik Katongo hamret bolde i kassen og med et Brøndby-hold inde i en god stime, går der måske ikke så længe, før vi atter ser en Brøndby-spiller lave flik-flak.

- Målene kommer snart. Om det så er mig eller en af de andre der scorer er underordnet, men jeg er nok den eneste der kan slå flik-flak, slutter Katongo med et grin.

Chris Katongo

Katongo arbejder hårdt for holdet til både kamp og træning og hvem ved - måske får vi snart en flik-flak at se igen.