
Hårdt arbejde
24.10.2007 14:31
Solen og de varme stråler kiggede først frem bag skyerne lige som spillerne var færdige med dagens træning, men længe inden da havde en flok trætte spillere fået varmen, for træningen var nemlig en hård én af slagsen.
Masser af spil, løb og fysiske øvelser med René Skovdahl stod på programmet. Senere blev der også spillet interval på lille bane, med tre spillere på to hold. En træningsøvelse der bød på mange mål, nærkampe og finter.
Der var også lange individuelle løb til bl.a. Retov og Mikkelsen, der fik lov til at arbejde ekstra hårdt i selskab med fyssen, mens der også var fysiske øvelser hos Skovdahl. Mikkelsen viste senere gode detaljer ved interval-spillet, med lækre mål til følge.
For Marc Olsen var det glædeligt, at han var med i den første del af træningen og det gik godt for den unge kantspiller, der er kommet sig godt ovenpå sin lyskeskade.
En ellers fin træning var desværre for hurtigt ovre for Nicolaj Agger, der måtte udgå fra træningen med problemer i det knæ, han netop har været skadet i. Han fik efterfølgende is på knæet og i morgen tjekkes hans knæ.
Der er træning igen i morgen kl 10 på bane 24, eller en af de nærliggende baner.
Mikkelsen viser fremgang og frække tricks til træning. I dag fik han også lov til at arbejde ekstra hårdt under fyssens ledelse.