Flotte mål og dødbolde på bane 21

04.10.2007 15:01

Igen i dag foregik træningen på bane 21, hvor de fremmødte var vidne til en flok spillere, der virkede til at være i rigtig godt humør.

Der blev trænet pasningsøvelser, pres, dødbolde og i spillet til to mål var der et par gode mål at varme sig på i efterårssolen.

Detaljer

Der var flere spillere, der sprang i øjnene, og især David Wiliams, Kasper Lorentzen og Thomas Rasmussen var meget fremme i skoene under pasningsøvelser og spil til to mål. Thomas Rasmussen viste skarphed i pasninger under øvelserne og var meget boldsikker og med gode indgreb træningen igennem.

Williams og Lorentzen udemærkede sig under spil til to mål, hvor de begge satte bolden i kassen, den ene efter en flot tur gennem forsvaret og den anden på langskud efter hjørnespark.

Godt humør

Lækre detaljer blev det også til, bl.a. af Martin Spelmann der efter en flot dribling lobbede bolden i kassen via underkanten af overliggeren, og detaljerne fik kommentarer og smil med på vejen.

I anden del af træningen var intensitet nøgleordet. Ti hårdt arbejdende spillere fordelt på to hold var ved at slå gnister på bane 21s græstæppe, og det er i hvert fald ikke mangel på engagement, der gør en negativ forskel i øjeblikket.

Glædeligt var det at bemærke at Nicolaj Agger nu er kommet sig så meget, at han kunne deltage fuldt ud i hele trænings-sessionen. Mikkel Bischoff var ligeledes med i store dele af træningen.

Nicolaj Agger trænede fuldt med, da der til formiddag blev gået til den på bane 21. Mikkel Bischoff er ligeledes på vej tilbage til fuld styrke og med både Berthelsen og Mikkelsen i fremgang er skadeslisten ved at være overskuelig.