Duncan: Fifty-fifty-situation

29.10.2007 02:51

Et par minutter før slutfløjtet i udekampen mod OB gik Morten Duncan Rasmussen op til en høj bold sammen med OB-målmand Arek Onyszko. Duncan fik headet på tværs, hvor en Brøndby-spiller fik banket bolden i nettet, men glæden var kun kort, da dommer Henning Jensne omgående annullerede scoringen. Efterfølgende gik de første beretning på, at målet burde være godkendt.

- Det er en fifty-fifty-situation. Jeg føler ikke, der er frispark. Hvis du spørger målmanden, så siger han sikkert, at der er frispark. Dommeren siger til mig, at jeg gav en albue, og det gør jeg 100 procent sikkert ikke, så det var i hvert fald løgn. Når man løber rundt inde på banen og scorer to minutter før tid, så vil man selvfølgelig have målet, siger Morten Duncan Rasmussen.

- Det var sådan en kamp, hvor vi ikke var over midten i første halvleg. Vi kom ikke ud af starthullerne, og de styrede spillet godt. Vi samler holdet og får ændret det i pausen, og selvom vi ikke spiller prangende, så får vi lidt mere fat i bolden i anden halvleg og får flyttet spillet længere frem. Alt i alt må man være glad for at spille 0-0 i Odense, når man spiller dårligt. Vi behøver slet ikke stå og være kede af det. Hvis man kan få 0-0 mod et tophold på udebane, når man spiller dårligt, så vil jeg gerne se de kampe, hvor vi spiller godt, griner Duncan, der ikke følte modstanden ekstra hård på trods af, at hele fire af spillerne senest var med det danske landshold.

- Det var bare det OB-hold, vi plejer at møde. Det var der ikke så meget nyt i. Jeg har ikke været på Odense Stadion med Brøndby før, men på hjemmebane plejer vi at fint styr på dem, så det er ikke nogen, vi frygter, lyder det fra Duncan.

Onsdag spiller Duncan og Brøndby igen i Odense. Denne gang er det i pokalen, så der er resultatet 0-0 ikke en mulighed. Duncan forventer da også forandringer.

- Vi er enige om, at sådan en første halvleg skal vi ikke levere på onsdag, for så får vi problemer, forklarer angriberen.

Duncan

Duncan oppe i en hovedstødsduel.