Duncan: 2. halvleg rigtig god

01.10.2007 09:53

Han var en af Brøndbys farligste spillere og han kom frem til en lang række målchancer, men den afgørende skarphed manglede. Alligevel var Morten Duncan Rasmussen okay tilfreds med det ene mål han fik headet i kassen til 1-1.

- Jeg synes jeg spiller en god kamp og er tilfreds med at få scoret det ene mål, men jeg har chancer til at score flere gange og det burde jeg også. Jeg er desværre også uheldig med et skud på stolpen til sidst, siger en ærgerligt Morten Duncan Rasmussen til brondby.com.

Ligeglad med systemer

Det var først i 2. halvleg, angriberen fik rykket sig afgørende fri af markeringerne. I første halvleg blev det til en enkelt afslutning som Randers-keeperen fik klaret.

- Det var en meget meget dårlig første halvleg. Jeg kan ikke sige hvad der manglede før pausen, for vi vil jo gerne gøre vores bedste, men godt var det ikke.

- Spillet i anden halvleg er så noget af det bedste vi har spillet i denne sæson. Jeg synes vi var uheldige med ikke at vinde, men vi bliver nød til at se på tingene med positive øjne. Vi kan ikke stå hver gang og tænke negativt hvis vi skal videre. Jeg synes vi får vist at vi er et godt hold til toppen af rækken.

- Om vi spiller 4-4-2 eller 4-3-3 betyder ikke så meget for mig. Min rolle er stadig den samme. Jeg skal være targetmanden helt fremme på banen, afrunder Duncan der i 2. halvleg fik selskab af først Williams og senere Katongo i angrebet.
 

Morten Duncan

Duncan udlignede til 1-1 med et kraftfuldt hovedstød i starten af 2. halvleg.