Berthelsen tilbage på græs

19.10.2007 14:39

En af de spillere Tom Køhlert har til rådighed igen efter skadesforløb, er Jacob Berthelsen, der blev ankelskadet i kampen mod F.C. København.

Her dannede unge Berthelsen midterforsvaret med Anders Randrup og de to klarede opgaven fint, inden Berthelsen måtte lade sig udskifte med en kraftig forstuvning i den ene ankel.

Efter nogle ugers kamp- og træningspause, var forsvarstalentet i går tilbage på træningsbanen. Og det gik så fint, at forsvarstalentet, føler sig ved godt mod.

- Det er gået fint. Jeg kan godt mærke lidt, men det skal jeg åbenbart i de næste par uger. Det er bare ømhed, så det er fint, sagde Berthelsen efter træningen i dag på bane 21.

Her trænede han og holdkammeraterne i en kold vinterbrise, og kun solen og lidt læ på den ene langside, gjorde det muligt at holde varmen sådan nogenlunde. Berthelsen har ikke spillet kamp i mere end tre uger, og det er derfor tvivlsomt, om han er med i den trup Køhlert udtager i morgen efter lørdagstræningen.

Jacob Berthelsen

Jacob Berthelsen har fået pænt med spilletid hidtil i sæsonen og er nu tilbage efter nogle ugers skadespause. I dag trænede han med for anden dag i træk og er en af de muligheder Tom Køhlert har, når truppen til AGF-kampen skal udtages i morgen.

Brøndby tilbage på sporet?

Mens det endnu er usikkert, om Berthelsen er med i Køhlerts trup til opgøret mod AGF, er det sikkert, at der står revanche malet i øjnene på de blå-gule holdkammerater.

Det var nemlig et nederlag af de sjældne, da Brøndby senest tabte på hjemmebane mod AGF i SAS Ligaen. Da havde Brøndby ikke tabt på eget græs til århusianerne i otte kampe i træk eller siden 1-2 nederlaget i juli 2000.

Nu er der til gengæld meget, der taler for, at Brøndby vender tilbage på sporet, for de blå-gule har aldrig tabt to hjemmekampe i træk mod AGF. I det hele taget spolerede 0-1-nedelaget i august langt fra Brøndbys resultater mod østjyderne, der tæller 18 sejre i 27 opgør og målscore på flotte 57-17.

AGF bedst på udebane

Skulle Brøndby få gang i målmaskinen i søndagens sene opgør, er der ikke langt til en milepæl i opgørene mod AGF, som er den klub, Brøndby har scoret flest mål mod i Superligaen. Indtil videre er det blevet til 97 scoringer i 52 indbyrdes kampe, og dermed er der ikke langt til 100 mål alene mod AGF. Brøndby har med andre ord scoret hele 1,87 mål i gennemsnit, når modstanderen har været AGF.

Brøndby skal dog være på vagt over for det faktum, at AGF får flest af deres point på netop fremmed græs. Mens det kun er blevet til ét point hjemme i seks kampe, har AGF hentet syv point på udebane, hvilket pt. er nok til en sjetteplads i stillingen over resultater på udebane.

Stephan Andersen

Brøndby-spillerne har revanche til gode mod AGF. Udover en stærk fanskare i ryggen, kan Stephan Andersen og holdkammeraterne gå på banen med en god statistik mod søndagens modstander, der sjældent formår at hente point på Brøndby Stadion.