200 Brøndby Kids hyggede sig

17.10.2007 15:14

Traditionen tro sker der masser af sjove ting på Brøndby Stadion i efterårsferien. Således havde mere end 200 børn og voksne i dag valgt at ligge vejen forbi Brøndby Kids for at få rundvisning, autografer og spille bordfodbold med spillerne. 

Fra kl. 10.30, hvor Brøndby Kids Loungen åbnede, væltede det bogstaveligt talt ind med glade og forventningsfulde børn og de blev ikke skuffet. Efter træningen kom 6 spillere fra superligatruppen på besøg, og der blev skrevet autografer, spillet bordfodbold og X-box til den store guldmedalje.

Konkurrencer og spil

Duncan, Kasper Lorentzen, Mike Jensen, Mads Jørgensen, Nikolai Agger og Mark Howard var alle flittige med autograf-pennen, og der var tid til at hygge med ungerne i diverse udfordringer, hvor spillerne blev presset til det yderste af unger, der åbenlyst havde god øvelse med joypad og håndtag. 

For de mere kreative er der i efterårsferien mulighed for at vinde et VIP arrangement i Klub Europa for 4 personer. Det eneste ungerne skal gøre er, at tegne den flotteste Brøndby IF tegning. Vinderen bliver fundet blandt de mange tegninger der er kommet i dag og dem der bliver tegnet i morgen.

Torsdag åbner huset igen kl. 10.30 og der vil være mulighed for at overvære A-truppens træning fra kl. 11.00. Igen i morgen kommer der 6 spillere til autografskrivning, og hvem ved om de bliver hængende for at tage revanche for de spillere, der måtte se sig slået i diverse spil i dag?

autograf

Kasper Lorentzen var sammen med flere holdkammerater forbi Brøndby Kids, hvor der blev skrevet autografer og spillet spil til den store guldmedalje.

Husk din plakat

Det koster kun 50 kr. for børn at deltage, og som en ekstra bonus får man en billet til kampen mod AGF på søndag. Der er gratis adgang for voksne til efterårs-aktiviteterne. 

Der er mulighed for at købe frokost i Brøndby IF's sportscafé "1964". Se menukort og åbningstider her. Kaffe, kage og sodavand mm. kan købes i Brøndby Kids.

I shoppen udleveres der plakater med spillertruppen så længe lager haves, så husk at kigge forbi BrøndbyShoppen ved stadions hovedindgang. 

Tag familien med under armen og brug lidt af din efterårsferie på Brøndby Stadion. Vi glæder os til at se jer!

Bliv medlem af Brøndby Kids

Er du ikke allerede medlem af Brøndby Kids kan du blive det her. Her ser du også se alle fordelene ved at være medlem af Brøndby Kids.

Tjek programmet for i morgen her.

brøndus

Der er altid god stemning, når Brøndby Kids holder åbent. Før kampene og til arrangementer som det, der afholdes i efterårsferien på Brøndby Stadion.